George Hinge
Forsvar for skrivemåden av

[home]

Insuavissima præpositio est ’af’[1]

1. Retstavningens historie

Forbavsende mange stødes av skrivemåden ’av’ for det traditionelle, av skoleministeriet forordnede ’af’, og jeg har derfor fundet det på sin plads at sammenskrive et lille forsvarsskrift.

Retstavning beror i sidste ende på en konvention, dvs. en overenskomst mellem mennesker. Den er på ingen måde natur-, endsige gudsgiven, men et produkt av forhandlinger og kompromisser. Sproget udvikler sig løbende, så det, der var en fornuftig løsning på én tid, bliver generationen efter forældet. Vi har i små to tusind år skrevet vores sprog ned, de første tusind år i runer, og de sidste tusind år i en variant av det latinske alfabet. I størstedelen av dette tidsrum var retstavningen ikke underlagt en central lovgivning, men beroede alene på tradition. De to jellingestene er skrevet med hver deres retstavning, den ældre med en mere progressiv, den yngre med den mere konservativ. Indtil det 19. århundrede beroede retstavningen i sidste ende på enkeltpersoners initiativ, selv om bogtrykkerkunsten dog naturligt førte til, at bestemte ortografiske traditioner fik en forholdsvis stor gennemslagskraft.

I det 19. århundrede begyndte sprogfolk at stille krav om en ordnet retstavning. Der stod en strid mellem traditionalister, samlet om Christian Molbech og hans ordbog, og rationalister, der havde deres fornemste udtryk i den Rask-Petersenske retskrivning. Rasmus Rask skrev som indlæg i debatten avhandlingen Forsøg til en videnskabelig Retskrivningslære med Hensyn til Stamsproget og Nabosproget (Tidsskrift for nordisk Oldkyndighed 1 (1826)).[2] Heri plæderer han for

• antikva (”latinske bogstaver”) i stedet for fraktur (”gotiske bogstaver”);
• indførelse av å i stedet for aa (Råd);
• skelnen mellem ö og ø ((en) Dör over for (jeg) dør);
• ikke-betegnelse av lang vokal (tror, Akademi, Len, Vin ikke troer, Akademie, Lehn, Viin), j, v for medlydende i, u (Vej, tavs, Stjerne);
• k, g i stedet for ki, gi foran æ, e, ø (skælver, gøre)[3];
• opgivelse av c, q, x, z (Sirkel, Kvarter, Kvinde, Eksempel, straks, Sink) og
• f, t, k, r for ph, th, ch, rh (Filosof, Teolog, Kronologi, Rytme; ligeledes dansk Ting for Thing).

N. M. Petersen – det andet medlem av den Rask-Petersenske duo – bruger endvidere fra 1837 at skrive substantiverne med lille begyndelsesbogstav. I begyndelsen mødte disse vidtgående forslag kraftig modstand, men med årene har det meste vundet indpas. Sværest havde man ved at acceptere det såkaldte bolle-å (på det sidste er adskillige byer endda officielt gået tilbage til staveformer som Aabenraa og Aalborg). Mod det indvendtes det, at det var et svensk tegn, hvilket forsvarerne egentlig ikke fandt kompromitterende, men de gjorde dog en del ud av at dokumentere forekomsten av lignende tegn i gamle danske håndskrifter. Et sted skriver Rask:

”Ja ikke nok at man følger Brugens Gang i Modersmålet, endogså andre Sprogs Brug må man tage Hensyn til; efterdi vi høre til samme store Skrivesamfund som de fleste øvrige evropæiske Folkefærd, og til samme Sprogsamfund som alle Nabofolk rundt om os, især dog de øvrige skandinaviske. Der ere visse Ting, hvori disse Samfund stemme overens, at angribe dem vilde være urimeligt især for et i Magt og Antal så indskrænket Folk, og vilde kun tjene til at göre vor Skrift besynderlig og barbarisk i de andre Folkefærds Öjne.”

I de følgende årtier vandt skandinavismen stadig større tilslutning, og der blev taget et utal av initiativer fra begge hold, sjældent dog med synderlig frugt. Som bekendt blev å’et først lov med Hartvig Frischs reform i 1948 (hvor man nok følte et større behov for at distancere sig til tysk end til svensk). Derimod skrev svenskerne og nordmændene endnu ikke ’av’ i sidste århundrede, og derfor kom denne skrivemåde ikke med i de gamle skandinavisters reformprogram, men da den blev indført i dette århundredes begyndelse, som vi skal se, ikke av det tomme intet, fandt den også modtagelse herhjemme, omend i snævre kredse. Blandt prominente av-brugere er sprogvidenskabsmændene Holger Pedersen og Otto Jespersen, hertil slutter sig så Deres ydmyge forfatter.

2. Sproghistorien

Det er selvfølgelig intet tilstrækkeligt argument, at svenskerne og nordmændene skriver av. De finder jo på så meget, som vi måske ikke er parate til at efterligne. I sidste ende må det avgørende være, om en stavemåde passer til det danske sprogs struktur, diakront såvel som synkront.

Jeg kommer derfor ikke uden om at redegøre lidt for forhistorien bag den sidste lyd i præpositionen av. De fleste danskere vil umiddelbart fornemme, at ordet er beslægtet med norsk og svensk av, tysk ab og engelsk of. Disse sprog er alle germanske og nedstammer fra et germansk ursprog, der blev talt i Nordeuropa i århundrede før Kristi fødsel. Det skal måske lige bemærkes, at ”germaner”-ordet ikke er særlig knyttet til den tyske nation, men blot var romernes betegnelse på de barbarerne hinsides Rhinen. Dette germanske ursprog, som vort sprog altså nedstammer fra, er selv beslægtet med en række andre sprog i Europa og Asien. Man kalder alle disse sprog, der tales av halvdelen av jordens befolkning, under ét for indoeuropæiske. Vort lille ord av har tydelige slægtninge i de andre indoeuropæiske sprog, f.eks. latin ab, græsk apó, sanskrit ápa. Sprogfolkene er i almindelighed enige om, at den sidste lyd i ordet oprindelig var et *p (den foranstillede stjerne angiver, at lyden er rekonstrueret). Et fællesindoeuropæisk *p bliver regelmæssigt til et germansk *f, dog med den undtagelse, at det efter en tryksvag vokal bliver til *b.[4]

I de nordiske sprog er det fællesgermanske *f og *b imidertid allerede i det 8. århundrede (?) faldet sammen i indlyd (dvs. inde i ordene) til den stemte frikativ /v/ (måske via det bilabiale /β/):

*wulfaz (tysk Wolf) > *ulvr (dansk, norsk, svensk ulv)
*halbaz (tysk halb) > *halvr (dansk, norsk, svensk halv)

Runealfabetet skelnede dog ikke mellem ustemt /f/ (begrænset til forlyd og foran /t/) og stemt /v/ (begrænset til ind- og udlyd). På samme måde faldt det dentale modpar *þ og *d i indlyd sammen til /ð/, der i runeskriften heller ikke blev skelnet fra forlydens stemte /þ/. Det er netop det olddanske *v, som vi har sidst i præpositionen av, og det har i dansk, så langt vi kan skue tilbage, aldrig naturligt været udtalt [f].[5]

I middelalderens latinske skrift blev lyden /v/ (der snart vokaliseredes til /w/) mellem vokaler gengivet med bogstaverne <u> eller <uu>, men i slutningen av et ord med bogstavet <f>, uden at det havde betydning for udtalen:

giuæ ~ gaf = give ~ gav

Efter middelalderen har vi, med samme fordeling, henholdsvis <ffu> og <ff>:

giffue ~ gaff = give ~ gav

Undertiden endda også for den ”lavsproglige” udtale av /b/ (= klusilsvækket fællesgermansk og -nordiske *p):

griffue ~ greff = gribe ~ greb

Omkring 1650 forenkledes dobbeltskrivningen til <fv> og <f>. De samme skrivemåder og med samme fordeling havde svensk indtil ”den bergska stavningsreformen” (1906):

gifva ~ gaf = moderne svensk giva ~ gav

Det er først i Danske Lov, vi finder et konsekvent <v> overalt, hvor denne lyd forekommer: give, oven, Tyv, skrev. Dette bliver fra omkring 1700 og indtil vore dage den almindelige danske retstavning. Kun præpositionen ’af’ fik lov til at beholde et udlydende <f>. Det blev en rum tid ledsaget av stiffader ['stefa:] osv., indtil dét i det 20. århundrede blev opgivet til fordel for det folkeetymologiske stedfader ['stɛðfa:] osv.). Således betragtet er ’af’ en ortografisk atavisme, en helligdag, der skriger efter at blive malet over, en rest fra et tidligere retskrivningssystem, som kun dovenskab eller fejhed har ladet blive stående.

3. Det moderne sprog

Det er nu ikke kun i sproghistorien, at vi skal finde støtte for ’av’. I almindeligt talt dansk er der to udtalevarianter av dette ord. Som egentlig præposition er udtalen [a], betonet ['a:’]:

han er faldet av cyklen [han ä 'faləð a 'syglən] ~ han er faldet av [han a 'faləð 'a:’]

I sammensætninger bliver ordet derimod udtalt ['ɑw]:

avløb ['ɑwlø:’b], avgive ['ɑwgi:’], avart ['ɑwɑ:’d]

Det vil sige, at den lyd, som retskrivningsordbogen her gengiver med <f>, enten ikke udtales eller udtales som [w]; denne lyd er det selvfølgelig langt mere passende at gengive <v>.

Denne udtaledobbelthed er intet nyt fænomen: J. H. Bredsdorff foreskrev i 1817 ”a” som egentlig præposition, men ”av” i sammensætninger og i foredragssproget[6]. Denne praksis holdt, så vidt jeg ved, århundredet ud, indtil skriftsproget på et eller andet tidspunkt begunstigede den højtidelige og artificielle udtale ['af], der fonetisk betragtet er fuldstændig isoleret (ellers har kort /a/ åben udtale foran labialer, f.eks. gaffel ['gɑfl]). Med andre ord: hvis dansk havde haft et ord med den fonologiske struktur /af/, skulle det have været realiseret fonetisk som [ɑf] udtalt som den første stavelse i aften. Udtalen ['af] er dog heldigvis på vej ud igen, idet den kontrast til ad, som den skulle fremhæve, alligevel er ved at gå tabt (om ikke andet, fordi den så godt som aldrig er årsag til forståelsesmæssige problemer).

Et stumt <f> findes desuden kun i dette ene ord, og det er helt i modstrid med, hvad vi ellers ser i dansk. Vi har rigtig nok mange stumme bogstaver, men det er ingen grund til at føje endnu ét til listen. Når de står efter vokaler repræsenterer bogstaverne <b>, <d>, <g> i princippet de stemte frikativer /w/, /ð/, /γ/. De realiseres i virkeligheden som approksimanter, dvs. som en slags vokaler. Den sidste av dem, /γ/, er stort set faldet bort i de yngre generationers dansk: dag ['da:’γ] > ['da:’].[7] De to første av disse approksimanter, /w/ og /ð/ er desuden faldet bort enten fakultativt eller obligatorisk i mange hyppige ord, f.eks.

hvad ['vað] ~ ['va, 'vɑ], lade ['la:ð(ə)] ~ ['la], ad ['að] ~ ['a], have ['ha:w(ə)] ~ ['ha], give ['gi:w(ə)] ~ ['gi].

I det mønster passer av ['ɑw-] ~ ['a] forbilledligt ind. Et stumt <f> er uhørt, hvorimod et stumt <v> er almindeligt og regelmæssigt.

En del danske småadverbier findes som bekendt i to former, alt efter om de betegner den retning eller en en forbliven, f.eks.

”han går ud på gaden” ~ ”han går ude på gaden”.

Det er den forskel, kasussprog ofte udtrykker med forskellige kasus, f.eks.

latin in viam ambulat ~ in via ambulat
tysk er geht auf die Straße ~ er geht auf der Straße

På dansk har vi parrene hen ~ henne, ind ~ inde, ned ~ nede, op ~ oppe, over ~ ovre, ud ~ ude. En del sprogbrugere har dertil dannet analogien ['a:’] ~ ['a:ə], f.eks.

den falder av ['a:’] ~ nu er den av ['a:ə]

Hvis man vil sætte den form på skrift, må man med den traditionelle retstavning ty til det noget mærkelige af’e. Måske vil formen ave være heldigere. (Bedst og utvetydigst er dog nok a’e, ligesom talesprogets ['ga’] kan gengives ga’.)

Konklusion

av er bedre end af, fordi det bedre gengiver ordets fonologiske struktur diakront og synkront, og fordi den hævdvundne stavemåde er en atavisme i det danske ortografiske system. Jeg mener ikke, vi skal skrive, som vi udtaler, for det er dels meningsløst, da skrift og lyd alligevel ikke er adækvate størrelser, og dels ikke formålstjenligt, eftersom udgangspunktet for læsningen er genkendelse og ikke tydning. Men der er på den anden side ingen grund til at holde fast i en anomali, alene fordi den er der og har været der længe. Den danske retskrivning er kompliceret nok: Grafemerne <v> og <g> kan i indlyd snart være stumme og snart betegne et /w/. Det er ikke tiden at ophæve dén uregelmæssighed. Men at grafemet <f> i ét eneste leksem har de samme to realisering alt efter konteksten, hvorimod det ellers overalt betegner den ubestemte spirant /f/, er temmelig uheldigt. Svenskerne og nordmændene indså det for snart hundrede år siden - lad os ikke tøve længere!

Noter

[1] Cicero, Orator 158 ”af er en ucharmerende præposition” (om det latinske af, en dialektal variant av ab, brugt i regnskabsbøger). Det er Jahns konjektur. Håndskrifterne har ... credo quia nihil est insuauius. una est praepositio af, men det er både dårligt latin og uforståeligt, og det er derfor begavet at rekonstruere ...credo quia nihil est insuauius. insuauissima est praepositio af, idet en avskriver har ladet sig forstyrre av det dobbelte insuauius/-iss- og av -ima har dannet una:

credoquſanſhſlestſnſuauſuſſnſuauſſſſmaestpræposſtſoaf
credoquſanſhſlestſnſuauſuſunaestpræposſtſoaf

[2] Derimod mellem k, g og betonet e for at skelne Forskjel, igjen og Tærskel, pigen.

[3] Denne bogs motto kunne jeg egentlig have gjort til mit: Nec consuetudo, quæ apud quosdam obrepserat, impedire debet, quo minus veritas prævaleat et vincat, nam consuetudo sine veritate vetustas erroris est ”Og den vane, som har sneget sig ind hos nogle, bør ikke stå i vejen for, at sandheden sker fyldest og sejrer, for en vane uden sandhed er blot en gammel fejl” (Cyprianus, Ep. 74).

[4] Disse lyduviklinger, kaldet den ”germanske lydforskydning” og den ”vernerske veksel”, er beskrevet første gang av to danske sprogvidenskabsmænd, henholdsvis Rasmus Rask og Karl Verner. Den germanske lydforskydning viser sig i par som latin pater, pēs / pedem, plēnus ~ dansk fader, fod, fuld.

[5] I engelsk og nederlandsk bliver *b til v ligesom på nordisk, men i udlyd bliver det regelmæssigt ustemt. Derfor skrives præpositionen i disse sprog henholdsvis of og af. I engelsk bliver præpositionen dog normalt udtalt [əv] (adverbiet off udtales ['ɔ:f]). På islandsk bevares udtalen [v], men denne lyd skrives konsekvent <f> i indlyd, således også af [ɑv] (ligesom gefa [ɟɛ:vɑ], gaf [gɑ:v]).

[6] J. H. Bredsdorff, Prøve af en efter Udtalen rettet Retskrivning (1817); Peter Skautrup, Det danske sprogs historie III (1953) 182-3. Allerede i det 14. årh. faldt det udlydende /v/ bort i almindelig tale, og en del skrivere forveksler af(f) ’av’ og a ’på’: s. Aage Hansen, Den lydlige udvikling i dansk (1971), bd. 2, 138-140.

[7] Efter bagtungevokaler bliver /γ/ dog fremdeles realiseret som [w]: daglig ['dɑwli].