Pseudo-Lukian
Drengekærligheden over for kvindekærligheden

[home]

Oversat af George Hinge

Dialogen Erōtes (ordret: ”Kærligheder”) er overleveret mellem Lukian af Samosatas skrifter og skulle i så fald være skrevet i det 2. århundrede e.Kr. De fleste forskere drager dog dette forfatterskab i tvivl og daterer i stedet skriftet til begyndelsen av det 4. århundrede.

Som titlen viser, handler det om kærligheden og vel at mærke det vanskelige (og i sidste ende uløselige) spørgsmål, hvilken kærlighed der er bedst, kærligheden til kvinder eller kærligheden til drenge. Plutarch (2. årh. f.Kr.) har skrevet en dialog over samme emne, hvor man kommer til den konklusion, at kvindekærligheden – til trods for den store æstetiske nydelse, drengekærligheden indrømmes – dog i sidste ende er bedst, fordi den varer længst. Pseudo-Lukians dialog kommer derimod til den modsatte konklusion. I dialogen præsenteres en inkarneret kvindeelsker og en inkarneret drengeelsker, og det er klart, at de to parter må tale forbi hinanden. Kvindeelskerens argumenter imod drengekærligheden er de sædvanlige – der i dag ofte fremføres mod kærligheden mellem mænd – men de gendrives på underholdende vis av drengeelskeren.

For en god ordens skyld skal det understreges, at oversætteren på ingen måde deler dette værks liberale syn på pæderastien. Det er opstået i en historisk kontekst, hvor man ikke kendte til en seksuel lavalder for det ene eller det andet køn, og hvor kærligheden til mindreårige drenge var omfattet av en besynderlig romantik. Mange af de argumenter, der her fremføres pro et contra, er måske nok interessante for den moderne diskussion om homoseksualitet over for heteroseksualitet; blot skal man huske på, at en moderne bøsse ikke er en pæderast.

(Det er festdag for Herakles, og Theomnestos har dagen lang underholdt sin ven Lykinos med historier fra sit erfarne kærlighedsliv)

Λυκινος

Lykinos

[1] Ἐρωτικῆς παιδιᾶς, ἑταῖρέ μοι Θεόμνηστε, ἐξ ἑωθινοῦ πεπλήρωκας ἡμῶν τὰ κεκμηκότα πρὸς τὰς συνεχεῖς σπουδὰς ὦτα, καί μοι σφόδρα διψῶντι τοιαύτης ἀνέσεως εὔκαιρος ἡ τῶν ἱλαρῶν σου λόγων ἐρρύη χάρις· ἀσθενὴς γὰρ ἡ ψυχὴ διηνεκοῦς σπουδῆς ἀνέχεσθαι, ποθοῦσι δ᾽ οἱ φιλότιμοι πόνοι μικρὰ τῶν ἐπαχθῶν φροντίδων χαλασθέντες εἰς ἡδονὰς ἀνίεσθαι. πάνυ δή με ὑπὸ τὸν ὄρθρον ἡ τῶν ἀκολάστων σου διηγημάτων αἱμύλη καὶ γλυκεῖα πειθὼ κατεύφραγκεν, ὥστ᾽ ὀλίγου δεῖν Ἀριστείδης ἐνόμιζον εἶναι τοῖς Μιλησιακοῖς λόγοις ὑπερκηλούμενος, ἄχθομαί τε νὴ τοὺς σοὺς ἔρωτας, οἷς πλατὺς εὑρέθης σκοπός, ὅτι πέπαυσαι διηγούμενος· καί σε πρὸς αὐτῆς ἀντιβολοῦμεν Ἀφροδίτης, εἰ περιττά με λέγειν ἔοικας, εἴ τις ἄρρην ἢ καὶ νὴ Δία θῆλυς ἀφεῖταί σοι πόθος, ἠρέμα τῇ μνήμῃ ἐκκαλέσασθαι. καὶ γὰρ ἄλλως ἑορταστικὴν ἄγομεν ἡμέραν Ἡράκλεια θύοντες· οὐκ ἀγνοεῖς δὲ δήπου τὸν θεὸν ὡς ὀξὺς ἦν πρὸς Ἀφροδίτην· ἥδιστα οὖν δοκεῖ μοι τῶν λόγων τὰς θυσίας προσήσεσθαι.

[1] ”Theomnestos, min gode ven! Nu har du siden i morges fyldt mine øren med kærlighedspjat. De var trætte af uafbrudt at skulle lytte til alvor, så det var netop dén form for afslapning, jeg tørstede efter, og din morsomme tale bragte mig derfor en velkommen glæde. Svag som sjælen jo er, kan den ikke holde ud evig og altid at skulle være alvorlig, nej, det stræbsomme jag har behov for at lægge de store bekymringer lidt fra sig og give plads til fornøjelser. Jeg fandt i morges så stor glæde ved den begavede og indtagende veltalenhed, som dine frivole historier udfoldede, at jeg var lige ved at tro, jeg var Aristeides, forført som jeg var af disse ”milesiske eventyr”. Jeg sværger ved dine forelskelser, som du har skullet være en prøvet målskive for, at jeg ærgrer mig over, at du er færdig med at fortælle. Det kan være, du synes, jeg nu er gået for vidt, så jeg beder dig ved selve Aphrodite, hvis der er noget herre- eller, Gud bedre det, damebekendtskab, du ikke har fået med, så straks at kalde det frem af hukommelsen. Desuden er det jo festdag, og vi ofrer til Herakles. Du ved uden tvivl, hvor sexfikseret den gud var. Jeg tror, det ville passe ham fint at få din historie som offergave.”

Θεομνηστος

Theomnestos

[2] Θᾶττον ἄν μοι, ὦ Λυκῖνε, θαλάττης κύματα καὶ πυκνὰς ἀπ᾽ οὐρανοῦ νιφάδας ἀριθμήσειας ἢ τοὺς ἐμοὺς Ἔρωτας. ἐγὼ γοῦν ἅπασαν αὐτῶν κενὴν ἀπολελεῖφθαι φαρέτραν νομίζω, κἂν ἐπ᾽ ἄλλον τινὰ πτῆναι θελήσωσιν, ἄνοπλος αὐτῶν ἡ δεξιὰ γελασθήσεται· σχεδὸν γὰρ ἐκ τῆς ἀντίπαιδος ἡλικίας εἰς τοὺς ἐφήβους κριθεὶς ἄλλαις ἀπ᾽ ἄλλων ἐπιθυμίαις βουκολοῦμαι· διάδοχοι ἔρωτες ἀλλήλων καὶ πρὶν ἢ λῆξαι τῶν προτέρων, ἄρχονται δεύτεροι, κάρηνα Λερναῖα τῆς παλιμφυοῦς Ὕδρας πολυπλοκώτερα μηδ᾽ Ἰόλεων βοηθὸν ἔχειν δυνάμενα· πυρὶ γὰρ οὐ σβέννυται πῦρ. οὕτως τις ὑγρὸς τοῖς ὄμμασιν ἐνοικεῖ μύωψ, ὃς ἅπαν κάλλος εἰς αὑτὸν ἁρπάζων ἐπ᾽ οὐδενὶ κόρῳ παύεται· καὶ συνεχὲς ἀπορεῖν ἐπέρχεταί μοι, τίς οὗτος Ἀφροδίτης ὁ χόλος· οὐ γὰρ Ἡλιάδης ἐγώ τις οὐδὲ Λημνιάδων ὕβρεις οὐδὲ Ἱππολύτειον ἀγροικίαν ὠφρυωμένος, ὡς ἐρεθίσαι τῆς θεοῦ τὴν ἄπαυστον ταύτην ὀργήν.

[2] ”Det ville tage dig kortere tid at tælle havets bølger eller snefnuggene, der falder tæt fra himmelen, end mine forelskelser. Jeg tror, Eros har tømt sit kogger på mig, så hvis han kommer på den idé at flyve efter en anden, vil han stå ubevæbnet [gribe forgæves efter en pil?] og blive til grin. For næsten siden begyndelsen af puberteten er jeg gået fra det ene til det andet forhold. Forelskelserne har været uafbrudte, og førend jeg var forbi med de første, var jeg begyndt på de næste. Det var ligesom den lernæiske Hydras hoveder, blot var de mere talrige; de har genskabt sig selv, uden at der har været en Iolaos, der hjalp til. Ild slukkes jo ikke med ild. Der sidder således en livlig hestebremse i mit blik, og den erobrer enhver skønhed, men kan aldrig stille sig tilfreds. Det har altid været mig en gåde, hvad det er for en vrede, Aphrodite nærer over for mig. Jeg er jo ingen Helios-søn, og jeg har ikke været bornert og begået en forbrydelse som kvinderne fra Lemnos eller valgt et afholdende liv som Hippolytos, så at jeg vakte gudindens uslukkelige vrede.”

Λυκινος

Lykinos

[3] Πέπαυσο τῆς ἐπιπλάστου καὶ δυσχεροῦς ταύτης ὑποκρίσεως, Θεόμνηστε. ἄχθῃ γὰρ ὅτι τούτῳ τῷ βίῳ ἡ τύχη προσεκλήρωσεν, καὶ χαλεπὸν εἶναι νομίζεις, εἰ γυναιξὶν ὡραίαις καὶ μετὰ παίδων τὸ καλὸν ἀνθούντων ὁμιλεῖς; ἀλλά σοι καὶ καθαρσίων τάχα δεήσει πρὸς τὸ δυσχερὲς οὕτω νόσημα· δεινὸν γὰρ τὸ πάθος. ἀλλ᾽ οὐχὶ τοῦτον τὸν πολὺν ἐκχέας λῆρον εὐδαίμονα σαυτὸν εἶναι νομιεῖς, ὅτι σοι ὁ θεὸς οὐκ αὐχμηρὰν γεωργίαν ἐπέκλωσεν οὐδὲ ἐμπορικὰς ἄλας καὶ στρατιώτην ἐν ὅπλοις βίον, ἀλλὰ λιπαραὶ παλαῖστραι μέλουσί σοι καὶ φαιδρὰ μὲν ἐσθὴς μέχρι ποδῶν τὴν τρυφὴν καθειμένη, διακριδὸν δ᾽ ἠσκημένης κόμης ἐπιμέλεια; τῶν γε μὴν ἐρωτικῶν ἱμέρων αὐτὸ τὸ βασανίζον εὐφραίνει καὶ γλυκὺς ὀδοὺς ὁ τοῦ πόθου δάκνει· πειράσας μὲν γὰρ ἐλπίζεις, τυχὼν δ᾽ ἀπολέλαυκας· ἴση δὲ ἡδονὴ τῷ παρεῖναι καὶ τὸ μέλλον. ἔναγχος γοῦν διηγουμένου σου τὸν πολύν, ὡς παρ᾽ Ἡσιόδῳ, κατάλογον ὧν ἀρχῆθεν ἠράσθης, ἱλαραὶ μὲν τῶν ὀμμάτων αἱ βολαὶ τακερῶς ἀνυγραίνοντο, τὴν φωνὴν δ᾽ ἴσην τῇ Λυκάμβου θυγατρὶ λεπτὸν ἀφηδύνων ἀπ᾽ αὐτοῦ τοῦ σχήματος εὐθὺς δῆλος ἦς οὐκ ἐκείνων μόνων, ἀλλὰ καὶ τῆς ἐπ᾽ αὐτοῖς μνήμης ἐρῶν. ἀλλ᾽, εἴ τί σοι τοῦ κατὰ τὴν Ἀφροδίτην περίπλου λείψανον ἀφεῖται, μηδὲν ἀποκρύψῃ, τῷ δὲ Ἡρακλεῖ τὴν θυσίαν ἐντελῆ παράσχου.

[3] ”Stands dit krukkede og irriterende skuespil, Theomnestos! Er du da ked af, at skæbnen har givet dig det liv, den har, og mener du, det er besværligt at omgås de smukke af kvinderne og de drenge, hvis skønhed er på det højeste? Men måske behøver du renselser for så irriterende en sygdom. Det er jo en rædsom lidelse, du har. Du skal bare ikke hælde alt det vrøvl ud og tro, du er lykkelig, bare fordi guden ikke har givet dig et lod som en snavset bonde eller en rejsende handelsmand eller som en soldat under våben, og du i stedet interesserer dig for den olieglinsende brydering, flotte klæder, der lader de dyre stoffer falde ned til fødderne, og en frisure, der er sat præcis, som den skal. Det er selve torturen ved dine forelskelser, der tænder dig, og begærets tand har et sødt bid. For når du gør tilnærmelser til én, håber du, og når du har fået fat i vedkommende, stiller du dig tilfreds, men glæden er den samme, uanset om det gælder noget nutidigt eller fremtidigt. Du var på nippet til at opregne et langt katalog, ligesom hos Hesiod, over dem, du lige fra begyndelsen har været forelsket i. Dine øjne strålede muntert og var fugtige, og du gjorde din stemme lige så blid som Lykambos’ datter Neobule; det var klart alene ud fra din opførsel, at det ikke kun var personerne, du elskede, men også mindet om dem. Men hvis der er noget tilovers af din aphrodisiske jordomrejse, så skjul det ikke, men gør din offergave til Herakles perfekt.”

Θεομνηστος

Theomnestos

[4] Βουφάγος μὲν ὁ δαίμων, ὦ Λυκῖνε, καὶ ταῖς ἀκάπνοις, φασί, τῶν θυσιῶν ἥκιστα τερπόμενος. ἐπεὶ δ᾽ αὐτοῦ τὴν ἐτήσιον ἑορτὴν λόγῳ γεραίρομεν, αἱ μὲν ἐμαὶ διηγήσεις ἐξ ἑωθινοῦ παραταθεῖσαι κόρον ἔχουσιν, ἡ δὲ σὴ Μοῦσα τῆς συνήθους μεθαρμοσαμένη σπουδῆς ἱλαρῶς τῷ θεῷ συνδιημερευσάτω, καί μοι γενοῦ δικαστὴς ἴσος, ἐπεὶ μηδ᾽ εἰς ἕτερόν σε τοῦ πάθους ῥέποντα ὁρῶ, ποτέρους ἀμείνονας ἡγῇ, τοὺς φιλόπαιδας ἢ τοὺς γυναίοις ἀσμενίζοντας; ἐγὼ μὲν γὰρ ὁ πληγεὶς ἑκατέρῳ καθάπερ ἀκριβὴς τρυτάνη ταῖς ἐπ᾽ ἀμφότερα πλάστιγξιν ἰσορρόπως ταλαντεύομαι, σὺ δ᾽ ἐκτὸς ὢν ἀδεκάστῳ κριτῇ τῷ λογισμῷ τὸ βέλτιον αἱρήσῃ. πάντα δὴ περιελὼν ἀκκισμόν, ὦ φιλότης, ἣν πεπίστευκέν σοι ψῆφον ἡ περὶ τῶν ἐμῶν ἐρώτων κρίσις, ἤδη φέρε.

[4] ”Han er en gud, der spiser kvæg, og han bryder sig efter sigende ikke om røgofre, Lykinos. Eftersom vi har fejret hans årlige fest med tale, har mine historier, der har strakt sig fra morgenstunden, lydt længe nok, så nu er det tid, at din Muse kaster sin sædvanlige alvor af sig og i stedet tilbringer dagen muntert sammen med guden. Jeg kan se, du hverken har tilbøjelighed til at det ene eller det andet køn, så du kan være mig en retfærdig dommer og afgøre, hvem du mener er bedst, de, der elsker drenge, eller de, der er glade for kvinder. Selv lider jeg under følelser over for begge køn og balancerer ligesom en vægt, der har lige meget i begge skåle; du står derimod udenfor, du kan lade din forstand være en ubestikkelig dommer og afgøre, hvad der er bedst. Kast bornertheden af dig, min kære ven, og voter, nu hvor dommen over min kærlighed er blevet lagt i dine hænder.”

Λυκινος

Lykinos

[5] Παιδιᾶς, ὦ Θεόμνηστε, καὶ γέλωτος ἡγῇ τὴν διήγησιν; ἡ δ᾽ ἐπαγγέλλεται καὶ σπουδαῖον. ἐγὼ γοῦν ἐξ ὑπογύου τῆς ἐπιχειρήσεως ἡψάμην, εἰδὼς ὅτι λίαν ἀλλοία παιδιᾶς ἐξότε δυοῖν ἀνδροῖν ἀκηκοὼς περὶ τούτοιν συντόνως ἁμιλλωμένοιν ἔτι τὴν μνήμην ἔναυλον ἔχω. διῄρητο δ᾽ αὐτῶν ἅμα τοῖς λόγοις τὰ πάθη καὶ οὐχ ὥσπερ σὺ κατ᾽ εὐκολίαν ψυχῆς ἄϋπνος ὢν διττοὺς ἄρνυσαι μισθούς,

τὸν μὲν βουκολέων, τὸν δ᾽ ἄργυφα μῆλα νομεύων,

ἀλλ᾽ ὁ μὲν ὑπερφυῶς παιδικοῖς ἥδετο τὴν θήλειαν Ἀφροδίτην βάραθρον ἡγούμενος, ὁ δ᾽ ἁγνεύων ἄρρενος ἔρωτος ἐς γυναῖκας ἐπτόητο. δυοῖν οὖν μαχομένοιν παθοῖν ἀγωνοθετήσας ἅμιλλαν οὐδ᾽ ἂν εἰπεῖν δυναίμην ὡς ὑπερηυφράνθην· καί μοι τὰ τῶν λόγων ἴχνη ταῖς ἀκοαῖς ἐνεσφράγισται σχεδὸν ὡς ἀρτίως εἰρημένα. πᾶσαν οὖν ὑποτιμήσεως ἀφορμὴν ἐκποδὼν ἀποθέμενος ἃ παρ᾽ ἀμφοῖν ἤκουσα λεγόντοιν κατ᾽ ἀκριβὲς ἐπέξειμί σοι.

[5] ”Theomnestos, kalder du dét et pjattet og morsomt spørgsmål? Det lægger skam også op til alvor. Jeg har påtaget mig denne opgave på stående fod, fordi jeg ved, at det langt fra var pjat, efter at jeg har hørt to mænd skændes brændende om disse to alternativer og stadig kan høre dem for mig. Deres følelser var delt på samme måde som deres standpunkter, ikke som du, der har et let og rastløs sind og hæver dobbelt løn,

”først som fårenes vogter, og så som driver af hornkvæg” (Odysseen 10.85)

Her var det derimod sådan, at den ene holdt overordentlig meget af drenge, da han mente, sex med kvinder var døden, mens den anden var jomfruelig, hvad angik kærlighed til mænd, men vild med kvinder. Jeg blev dommer i kampen mellem de to former for følelser, og jeg ville ikke kunne sige, hvor utrolig fornøjet jeg var. Sporene efter deres ord blev præget i mine øren næsten, som var de lige blevet sagt. Så i stedet for straks at undskylde mig fra den opgave, du har pålagt mig, vil jeg gengive nøjagtig, hvad jeg hørte de to sige.”

Θεομνηστος

Theomnestos

Καὶ μὴν ἔγωγε ἐπαναστὰς ἔνθεν ἀπαντικρὺ καθεδοῦμαί σου,

δέγμενος Αἰακίδην ὁπότε λήξειεν ἀείδων. σὺ δ᾽ ἡμῖν τὰ πάλαι κλέα τῆς ἐρωτικῆς διαφορᾶς μελῳδίᾳ περαίνειν.

”Jeg vil da rejse mig herfra og sætte mig over for dig,

”og vente til sangen han sang, var til ende”
(Iliaden 9.191)

Pris du derfor kærlighedstvistens gamle ære for os i sang.”

Λυκινος

Lykinos

(Afrejsen)

[6] Ἐπ᾽ Ἰταλίαν μοι διανοουμένῳ ταχυναυτοῦν σκάφος εὐτρέπιστο τούτων τῶν δικρότων, οἷς μάλιστα χρῆσθαι Λιβυρνοὶ δοκοῦσιν ἔθνος Ἰονίῳ κόλπῳ παρῳκισμένον. ὡς δ᾽ ἐνῆν, πάντας ἐπιχωρίους θεοὺς προσκυνήσας καὶ Δία ξένιον ἵλεω συνεφάψασθαι τῆς ἀποδήμου στρατείας ἐπικαλεσάμενος ἀπ᾽ ἄστεος ὀρικῷ ζεύγει κατῄειν ἐπὶ θάλασσαν· εἶτα τοὺς παραπέμποντάς με δεξιωσάμενος – ἠκολούθει δὲ παιδείας λιπαρὴς ὄχλος, οἳ συνεχὲς ἡμῖν ἐντυγχάνοντες ἀνιαρῶς διεζεύγνυντο – τῆς πρύμνης οὖν ἐπιβὰς ἐγγὺς ἐμαυτὸν ἵδρυσα τοῦ κυβερνήτου. καὶ ῥοθίῳ τῷ τῶν ἐλατήρων μετὰ μικρὸν ἀπὸ τῆς γῆς ἀναχθέντες, ἐπειδὴ μάλα καὶ κατόπιν ἡμᾶς ἐποίμαινον αὖραι, τὸν ἱστὸν ἐκ τῶν μεσοκοίλων ἄραντες καρχησίῳ τὸ κέρας προσεστείλαμεν· εἶτ᾽ ἀθρόας κατὰ τῶν κάλων τὰς ὀθόνας ἐκχέαντες ἠρέμα πιμπλαμένου τοῦ λίνου κατ᾽ οὐδὲν οἶμαι βέλους ἐλάττονι ῥοίζῳ διιπτάμεθα βαρὺ τοῦ κύματος ὑποβρυχωμένου περὶ τὴν σχίζουσαν αὐτὸ πρῷραν.

[6] ”Det var min plan at sejle til Italien, og en hurtigbåd lå klar af den slags med to rad årer, som liburnerne gerne bruger, et folk, der lever ved Den ioniske Bugt. Som man skal, tilbad jeg alle de lokale guder og bad Zeus Gæstevennen om, at han ville være venlig stemt over for mit udlandstogt, inden jeg på en muldyrkærre drog fra byen og ned til havet. Så gav jeg hånd til dem, der havde fulgt mig derned – mit følgeskab var et højlærd slæng, der altid var sammen med mig og kun nødigt skiltes fra mig. Jeg gik ombord på skibet og stillede mig tæt ved kaptajnen. Roernes pisken havde kun ført os lidt bort fra land, da en frisk medvind tog sig af os, og vi hævede masten i midtertoften og hejste råsejlet i mærsen. Vi foldede sejlene ud, og idet dugene lige så stille fyldtes, fløj vi af sted med en fart, som jeg ikke tror stod tilbage for et spyd, og bølgen tordnede, som stævnen gennembrød den.

[7] ἀλλ᾽ ἅ γε μὴν ἐν τῷ μεταξὺ παράπλῳ σπουδῆς ἢ παιδιᾶς ἐχόμενα συνηνέχθη, καιρὸς οὐ πάνυ μηκύνειν. ὡς δὲ τῆς Κιλικίας τὴν ἔφαλον ἀμείψαντες εἰχόμεθα τοῦ Παμφυλίου κόλπου, Χελιδονέας ὑπερθέοντες οὐκ ἀμοχθεὶ τοὺς εὐτυχεῖς τῆς παλαιᾶς Ἑλλάδος ὅρους, ἑκάστῃ τῶν Λυκιακῶν πόλεων ἐπεξενούμεθα μύθοις τὰ πολλὰ χαίροντες· οὐδὲν γὰρ ἐν αὐταῖς σαφὲς εὐδαιμονίας ὁρᾶται λείψανον· ἄχρι τῆς Ἡλιάδος ἁψάμενοι Ῥόδου τὸ συνεχὲς τοῦ μεταξὺ πλοῦ διαναπαῦσαι πρὸς ὀλίγον ἐκρίναμεν.

[8] οἱ μὲν οὖν ἐρέται τὸ σκάφος ἔξαλον ἐς γῆν ἀνασπάσαντες ἐγγὺς ἐσκήνωσαν, ἐγὼ δ᾽ εὐτρεπισμένου μοι ξενῶνος ἀπαντικρὺ τοῦ Διονυσίου κατὰ σχολὴν ἐβάδιζον ὑπερφυοῦς ἀπολαύσεως ἐμπιμπλάμενος· ἔστιν γὰρ ὄντως ἡ πόλις Ἡλίου πρέπον ἔχουσα τῷ θεῷ τὸ κάλλος. ἐκπεριϊὼν δὲ τὰς ἐν τῷ Διονυσίῳ στοὰς ἑκάστην γραφὴν κατώπτευον ἅμα τῷ τέρποντι τῆς ὄψεως ἡρωϊκοὺς μύθους ἀνανεούμενος· εὐθὺ γάρ μοι δύ᾽ ἢ τρεῖς προσερρύησαν ὀλίγου διαφόρου πᾶσαν ἱστορίαν ἀφηγούμενοι· τὰ δὲ πολλὰ καὶ αὐτὸς εἰκασίᾳ προὐλάμβανον.

[7] Men det er ikke stedet at udbrede mig om den alvor og spøg, som fordrev tiden under sejladsen. Vi passerede Kilikiens kyst og holdt os til Den pamphyliske Bugt, og kun med det største besvær klarede vi Chelidonierne, der i det gamle Grækenland blev kaldt ”de lykkelige”. Vi gæstede hver eneste af de lykiske byer, hvor man som regel underholdt os med snak. Der var intet synligt tilovers af deres velstand. Til sidst kom vi til solgudens Rhodos, hvor vi besluttede at holde en mindre pause i den ellers uafbrudte sejlads.

[8] Roerne landede båden på strandbredden og slog lejr i nærheden. Men jeg havde bestilt værelse i forvejen lige over for Dionysostemplet, så jeg fordrev tiden med at spadsere rundt, fyldt af en usædvanlig glæde. For Helios’ stad er virkelig smuk, som det passer sig for guden. På min tur ud i byen, studerede jeg alle malerierne i Dionysostemplets søjlegange, og samtidig med at jeg glædede mig over synet, fik jeg min mytologi genopfrisket: Der meldte sig nemlig straks en to-tre stykker, der for en lille skilling påtog sig at udlægge billederne. Det meste havde jeg nu gættet mig til i forvejen.

[9] ἤδη δὲ τῆς θέας ἅλις ἔχοντι καὶ διανοουμένῳ μοι βαδίζειν οἴκαδε τὸ ἥδιστον ἐπὶ ξένης ἀπήντησέ μοι κέρδος, ἄνδρες ἐκ παλαιοῦ χρόνου συνήθεις, οὓς οὐδ᾽ αὐτὸς ἀγνοεῖν μοι δοκεῖς πολλάκις ἡμῖν ἰδὼν ἐπιφοιτῶντας ἐνταῦθα, τὸν ἐκ Κορίνθου Χαρικλέα νεανίαν οὐκ ἄμορφον, ἔχοντά τι καὶ κομμωτικῆς ἀσκήσεως ἅτε οἶμαι γυναίοις ἐνωραϊζόμενον· ἅμα δ᾽ αὐτῷ καὶ Καλλικρατίδαν τὸν Ἀθηναῖον τὸν τρόπον ἁπλοϊκόν· προηγουμένως γὰρ πολιτικῶν λόγων προΐστατο καὶ ταυτησὶ τῆς ἀγοραίου ῥητορικῆς. ἦν δὲ καὶ τῷ σώματι γυμναστικός, οὐ δι᾽ ἄλλο τί μοι δοκεῖν τὰς παλαίστρας ἀγαπῶν ἢ διὰ τοὺς παιδικοὺς ἔρωτας· ὅλος γὰρ εἰς τοῦτο ἐπτόητο. τῷ δὲ πρὸς τὸ θῆλυ μίσει πολλὰ καὶ Προμηθεῖ κατηρᾶτο. πόρρωθεν οὖν ἰδὼν ἑκάτερός με γήθους καὶ χαρᾶς πλέοι προσέδραμον· εἶθ᾽ ὁποῖα φιλεῖ, δεξιωσάμενοι πρὸς αὐτὸν ἐλθεῖν ἑκάτερος ἠξίουν με. κἀγὼ φιλονεικοῦντας ὁρῶν περαιτέρω, Τὸ μὲν τήμερον, εἶπον, ὦ Καλλικρατίδα καὶ Χαρίκλεις, ἄμφω καλῶς ἔχον ἐστὶν ὑμᾶς παρ᾽ ἐμοὶ φοιτᾶν, ἵνα μὴ πλείω τὴν ἔριν ἐγείρητε· ταῖς δὲ ἐφεξῆς ἡμέραις – τρεῖς γὰρ ἐνταῦθα ἢ τέτταρας διέγνωκα μένειν – ἀμοιβαίως ἀνθεστιάσετέ με, κλήρῳ διακριθεὶς ὁ πρότερος.

[9] Da jeg nu havde set nok og overvejede at gå hjem, havde jeg det behageligste held, man kan have på en rejse, da jeg mødte venner fra gammel tid, som jeg tror du heller ikke er ubekendt med, eftersom du ofte har set dem, når de kom på besøg hos mig: Den ene var den ret flotte Charikles fra Korinth, der gjorde en del ud af sit udseende, vel sagtens for at gøre sig smuk over for damerne. Sammen med ham var athenienseren Kallikratidas, der ikke gjorde meget ud af sig i den retning; han indtog nemlig en fremtrædende stilling i de statslige taler og i den her juridiske retorik. Hans krop var også veltrænet, men jeg tror nu ikke, han kom på sportspladsen af nogen anden grund end for at indlede forhold til drengene, for dét var noget, han helt og holdent tændte på. Men i sit had til kvindekønnet kunne han forbande selv Prometheus. Da begge nu på afstand havde fået øje på mig, løb de mig i møde fulde af jubel og glæde. Som sædvanlig gav de hånd, og hver forlangte, det var ham, jeg kom hen til. Da jeg så, de holdt alt for ivrigt på deres egen ret, sagde jeg: ”Kallikratidas og Charikles, i dag er det bedst, I begge kommer hen til mig, så I ikke gør jeres konflikt endnu større. Men de efterfølgende dage – jeg har nemlig i sinde at blive her tre-fire dage – kan I beværte mig på skift og trække lod om, hvem der skal være den første.”

[10] δοκεῖ ταῦτα. κἀκείνην μὲν τὴν ἡμέραν εἱστιάρχουν ἐγώ, τῇ δ᾽ ἐπιούσῃ Καλλικρατίδας, εἶτα μετ᾽ αὐτὸν ὁ Χαρικλῆς. ἑώρων δὴ καὶ παρὰ τὴν ἑστίασιν ἐναργῆ τῆς ἑκατέρου διαθέσεως τεκμήρια· ὁ μὲν γὰρ Ἀθηναῖος εὐμόρφοις παισὶν ἐξήσκητο, καὶ πᾶς οἰκέτης αὐτῷ σχεδὸν ἀγένειος ἦν μέχρι τοῦ πρῶτον ὑπογράφοντος αὐτοὺς χνοῦ παραμένοντες, ἐπειδὰν δὲ ἰούλοις αἱ παρειαὶ πυκασθῶσιν, οἰκονόμοι καὶ τῶν Ἀθήνησι χωρίων κηδεμόνες ἀπεστέλλοντο. Χαρικλεῖ γε μὴν πολὺς ὀρχηστρίδων καὶ μουσουργῶν χορὸς εἵπετο καὶ πᾶν τὸ δωμάτιον ὡς ἐν Θεσμοφορίοις γυναικῶν μεστὸν ἦν ἀνδρὸς οὐδ᾽ ἀκαρῆ παρόντος, εἰ μή τί που νήπιον ἢ γέρων ὑπερῆλιξ ὀψοποιὸς ὀφθείη, χρόνου ζηλοτυπίας ὑποψίαν οὐκ ἔχοντος. ἦν μὲν οὖν, ὡς ἔφην, καὶ ταῦθ᾽ ἱκανὰ τῆς ἀμφοτέρων γνώμης δείγματα. πολλάκις γε μὴν ἐπ᾽ ὀλίγον ἁψιμαχίαι τινὲς αὐτοῖς ἐκινήθησαν, οὐχ ὡς πέρας ἔχειν τι τὴν ζήτησιν. ἀλλ᾽ ἐπεὶ καιρὸς ἦν ἀνάγεσθαι, σύμπλους ἐθελήσαντας αὐτοὺς ἐπηγόμην· διενοοῦντο γὰρ εἰς τὴν Ἰταλίαν ἀπαίρειν ὁμοίως ἐμοί.

[11] καὶ δόξαν ἡμῖν Κνίδῳ προσορμῆσαι κατὰ θέαν καὶ τοῦ Ἀφροδίτης ἱεροῦ – ὑμνεῖται δὲ τούτου τὸ τῆς Πραξιτέλους εὐχερείας ὄντως ἐπαφρόδιτον – ἠρέμα τῇ γῇ προσηνέχθημεν αὐτῆς οἶμαι τῆς θεοῦ λιπαρᾷ γαλήνῃ πομποστολούσης τὸ σκάφος. τοῖς μὲν οὖν ἄλλοις ἔμελον αἱ συνήθεις παρασκευαί, ἐγὼ δὲ τὸ ἐρωτικὸν ζεῦγος ἑκατέρωθεν ἐξαψάμενος κύκλῳ περιῄειν τὴν Κνίδον οὐκ ἀγελαστὶ τῆς κεραμευτικῆς ἀκολασίας μετέχων ὡς ἐν Ἀφροδίτης πόλει. στοὰς δὲ Σωστράτου καὶ τἆλλα ὅσα τέρπειν ἡμᾶς ἐδύνατο, πρῶτον ἐκπεριελθόντες ἐπὶ τὸν νεὼν τῆς Ἀφροδίτης βαδίζομεν, νὼ μέν, ἐγώ τε καὶ Χαρικλῆς, πάνυ προθύμως, Καλλικρατίδας δ᾽ ὡς ἐπὶ θέαν θήλειαν ἄκων, ἥδιον ἂν οἶμαι τῆς Ἀφροδίτης Κνιδίας τὸν ἐν Θεσπιαῖς ἀντικαταλλαξάμενος Ἔρωτα.

[10] Det enedes man om. Dén dag ledte jeg festen, den følgende Kallikratidas og så efter ham Charikles. Da jeg gæstede dem, fandt jeg også synlige tegn på begges indstilling: Athenienseren omgav sig med skønne drenge, og alle hans slaver var næsten skægløse, og indtil den første dun begyndte at tegne sig, blev de boende, men når kinderne var groet til med skæg, blev de sendt bort som forvaltere og bestyrere på hans landejendomme hjemme i Attika. Charikles derimod blev ledsaget af et vældigt ensemble af danserinder og sangerinder, og hans hjem var fuldt af kvinder som ved thesmophoriefesten, og der var overhovedet ingen mænd, hvis man da ikke lige fik øje på et spædbarn et sted eller en ældgammel mand, der fik lov at stå i køkkenet, fordi hans alder ikke gav grund til jalousi. Dette var som sagt tilstrækkeligt som vidnesbyrd på begges holdning. De kom ofte op at skændes om bagateller, og diskussionen kendte ingen grænser. Men da det kom til, at jeg skulle bryde op, ønskede de, at jeg skulle lade dem komme med mig på rejsen. De planlagde nemlig ligesom jeg at rejse til Italien.

[11] Vi havde besluttet at lægge til ved Knidos for også at se Aphrodites helligdom. Templet er er berømt for sit virkelig erotiske mesterværk af Praxiteles’ hånd. Vi blev lige så stille ført ind mod land, jeg tænker, det var gudinden, der med det strålende vejr lod os sejle ind i andagt. Mens de andre var optaget af det sædvanlige arbejde, tog jeg parret, der kun gik op i kærlighed, i hver sin arm og gik rundt på Knidos, og jeg morede mig kosteligt over pottemagernes sjofle souvenirer, for det var jo Aphrodites by. Efter først at have besøgt Sostratos’ søjlegange og alt, hvad der ellers kunne interessere os, gik vi op til Aphrodites tempel, Charikles og jeg var spændte, men Kallikratidas havde ikke lyst til at se på en kvinde og ville sikkert gerne have byttet den knidiske Aphrodite for den thespiske Eros.

[12] καί πως εὐθὺς ἡμῖν ἀπ᾽ αὐτοῦ τοῦ τεμένους Ἀφροδίσιοι προσέπνευσαν αὖραι· τὸ γὰρ αἴθριον οὐκ εἰς ἔδαφος ἄγονον μάλιστα λίθων πλαξὶ λείαις ἐστρωμένον, ἀλλ᾽ ὡς ἐν Ἀφροδίτης ἅπαν ἦν γόνιμον ἡμέρων καρπῶν, ἃ ταῖς κόμαις εὐθαλέσιν ἄχρι πόρρω βρύοντα τὸν πέριξ ἀέρα συνωρόφουν. περιττόν γε μὴν ἡ πυκνόκαρπος ἐτεθήλει μυρρίνη παρὰ τὴν δέσποιναν αὐτῆς δαψιλὴς πεφυκυῖα τῶν τε λοιπῶν δένδρων ἕκαστον, ὅσα κάλλους μετείληχεν· οὐδ᾽ αὐτὰ γέροντος ἤδη χρόνου πολιὰ καθαύαινεν, ἀλλ᾽ ὑπ᾽ ἀκμῆς σφριγῶντα νέοις κλωσὶν ἦν ὥρια. τούτοις δ᾽ ἀνεμέμικτο καὶ τὰ καρπῶν μὲν ἄλλως ἄγονα, τὴν δ᾽ εὐμορφίαν ἔχοντα καρπόν, κυπαρίττων γε καὶ πλατανίστων αἰθέρια μήκη καὶ σὺν αὐταῖς αὐτόμολος Ἀφροδίτης ἡ τῆς θεοῦ πάλαι φυγὰς Δάφνη. παντί γε μὴν δένδρῳ περιπλέγδην ὁ φίλερως προσείρπυζε κιττός. ἀμφιλαφεῖς ἄμπελοι πυκνοῖς κατήρτηντο βότρυσιν· τερπνοτέρα γὰρ Ἀφροδίτη μετὰ Διονύσου καὶ τὸ παρ᾽ ἀμφοῖν ἡδὺ σύγκρατον, εἰ δ᾽ ἀποζευχθεῖεν ἀλλήλων, ἧττον εὐφραίνουσιν. ἦν δ᾽ ὑπὸ ταῖς ἄγαν παλινσκίοις ὕλαις ἱλαραὶ κλισίαι τοῖς ἐνεστιᾶσθαι θέλουσιν, εἰς ἃ τῶν μὲν ἀστικῶν σπανίως ἐπεφοίτων τινές, ἀθρόος δ᾽ ὁ πολιτικὸς ὄχλος ἐπανηγύριζεν ὄντως ἀφροδισιάζοντες.

[12] Straks blæste der os kærlighedsdufte i møde inde fra selve tempelområdet, for det frie område var ikke dækket til med en gold brolægning af nøgne marmorfliser; det var jo Aphrodites helligdom, så alt stod tværtimod frugtbart af afgrøderne, der voksede vildt med deres tætte løv og lagde loft over det omgivende rum. Den frugtrige myrte blomstrede i det fuldeste flor i den gudindes nærhed, hvis træ den var, og det stod tæt i sin vækst, og som det ethvert af de andre træer, som havde fået del i skønheden. De var heller ikke grå og visne, selv om de var gamle, men var blevet på højden af deres modenhed og var tynget under de friske skud. Herimellem stod også andre træer, der ikke havde anden frugt end deres skønhed, nemlig de skyhøje cypresser og plataner og med dem laurbærtræet, der fornægtede elskoven, da hun endnu var Daphne, og flygtede fra gudinden. Den kærlighedselskende efeu klatrede i tæt omfavnelse på alle træerne. Vidtfavnende vinranker hang med deres tætte klaser, for Aphrodite er dejligere i selskab med Dionysos, og det er behageligt at blande de to. Og skiller man de to fra hinanden, morer de sig dårligere. Under de usædvanlig skyggefulde træer var der muntre steder at ligge for dem, der ville holde selskab. Det var sjældent, der kom folk fra byen dér, men en vældig flok lokale holdt en højtid, der i virkeligheden bestod i, at de havde sex med hinanden.

[13] ἐπεὶ δ᾽ ἱκανῶς τοῖς φυτοῖς ἐτέρφθημεν, εἴσω τοῦ νεὼ παρῄειμεν. ἡ μὲν οὖν θεὸς ἐν μέσῳ καθίδρυται – Παρίας δὲ λίθου δαίδαλμα κάλλιστον – ὑπερήφανον καὶ σεσηρότι γέλωτι μικρὸν ὑπομειδιῶσα. πᾶν δὲ τὸ κάλλος αὐτῆς ἀκάλυπτον οὐδεμιᾶς ἐσθῆτος ἀμπεχούσης γεγύμνωται, πλὴν ὅσα τῇ ἑτέρᾳ χειρὶ τὴν αἰδῶ λεληθότως ἐπικρύπτειν. τοσοῦτόν γε μὴν ἡ δημιουργὸς ἴσχυσε τέχνη, ὥστε τὴν ἀντίτυπον οὕτω καὶ καρτερὰν τοῦ λίθου φύσιν ἑκάστοις μέλεσιν ἐπιπρέπειν.

[13] Da vi havde nydt væksterne længe nok, gik vi indenfor i templet. Gudindens statue stod i midten – det var en skulptur i parisk marmor – hun var større end et menneske og smilte svagt med munden åbnet til en latter. Al hendes skønhed var utilhyllet og blottedes, idet hun ingen klæder havde om sig – bortset fra at hun med den ene hånd umærkeligt dækkede sit køn. Kunstnerens evner havde været så stærke, at marmorets uimodtagelige og hårde natur passede alle lemmer.

ὁ γοῦν Χαρικλῆς ἐμμανές τι καὶ παράφορον ἀναβοήσας, Εὐτυχέστατος, εἶπεν, θεῶν ὁ διὰ ταύτην δεθεὶς Ἄρης, καὶ ἅμα προσδραμὼν λιπαρέσι τοῖς χείλεσιν ἐφ᾽ ὅσον ἦν δυνατὸν ἐκτείνων τὸν αὐχένα κατεφίλει· σιγῇ δ᾽ ἐφεστὼς ὁ Καλλικρατίδας κατὰ νοῦν ἀπεθαύμαζεν.

Charikles råbte gal og vanvittig: ”Lykkeligst af guderne var Ares, der blev lænket på grund af hende, samtidig med at han nærmede sig hendes glinsende læber, strakte sin hals så langt, han kunne, og kyssede hende!” Kallikratidas stod derimod tavs ved siden af og undrede sig i overensstemmelse med sit væsen.

ἔστι δ᾽ ἀμφίθυρος ὁ νεὼς καὶ τοῖς θέλουσι κατὰ νώτου τὴν θεὸν ἰδεῖν ἀκριβῶς, ἵνα μηδὲν αὐτῆς ἀθαύμαστον ᾖ. δι᾽ εὐμαρείας οὖν ἐστι τῇ ἑτέρᾳ πύλῃ παρελθοῦσιν τὴν ὄπισθεν εὐμορφίαν διαθρῆσαι. [14] δόξαν οὖν ὅλην τὴν θεὸν ἰδεῖν, εἰς τὸ κατόπιν τοῦ σηκοῦ περιήλθομεν. εἶτ᾽ ἀνοιγείσης τῆς θύρας ὑπὸ τοῦ κλειδοφύλακος ἐμπεπιστευμένου γυναίου θάμβος αἰφνίδιον ἡμᾶς εἶχεν τοῦ κάλλους.

Templet har døre til begge sider for dem, der også vil se nærmere på gudinden fra ryggen, for at intet af hende skal undslippe beundring. Det er ganske let at komme ind ad den anden dør og undersøge hendes skønne bagside. [14] Vi besluttede os altså for at se hele gudinden og gik derfor bag om helligdommen. Da døren blev åbnet af den dame, det var blevet betroet at passe på nøglerne, blev vi straks grebet af begejstring over skønheden.

ὁ γοῦν Ἀθηναῖος ἡσυχῇ πρὸ μικροῦ βλέπων ἐπεὶ τὰ παιδικὰ μέρη τῆς θεοῦ κατώπτευσεν, ἀθρόως πολὺ τοῦ Χαρικλέους ἐμμανέστερον ἀνεβόησεν, Ἡράκλεις, ὅση μὲν τῶν μεταφρένων εὐρυθμία, πῶς δ᾽ ἀμφιλαφεῖς αἱ λαγόνες, ἀγκάλισμα χειροπληθές· ὡς δ᾽ εὐπερίγραφοι τῶν γλουτῶν αἱ σάρκες ἐπικυρτοῦνται μήτ᾽ ἄγαν ἐλλιπεῖς αὐτοῖς ὀστέοις προσεσταλμέναι μήτε εἰς ὑπέρογκον ἐκκεχυμέναι πιότητα. τῶν δὲ τοῖς ἰσχίοις ἐνεσφραγισμένων ἐξ ἑκατέρων τύπων οὐκ ἂν εἴποι τις ὡς ἡδὺς ὁ γέλως· μηροῦ τε καὶ κνήμης ἐπ᾽ εὐθὺ τεταμένης ἄχρι ποδὸς ἠκριβωμένοι ῥυθμοί. τοιοῦτος ἄρα Γανυμήδης ἐν οὐρανῷ Διὶ τὸ νέκταρ ἥδιον ἐγχεῖ· παρὰ μὲν γὰρ ῞Ηβης οὐκ ἂν ἐγὼ διακονουμένης ποτὸν ἐδεξάμην. ἐνθεαστικῶς ταῦτα τοῦ Καλλικρατίδου βοῶντος ὁ Χαρικλῆς ὑπὸ τοῦ σφόδρα θάμβους ὀλίγου δεῖν ἐπεπήγει τακερόν τι καὶ ῥέον ἐν τοῖς ὄμμασι πάθος ἀνυγραίνων.

[15] ἐπεὶ δὲ τοῦ θαυμάζειν ὁ κόρος ἡμᾶς ἀπήλλαξεν, ἐπὶ θατέρου μηροῦ σπίλον εἴδομεν ὥσπερ ἐν ἐσθῆτι κηλῖδα· ἤλεγχε δ᾽ αὐτοῦ τὴν ἀμορφίαν ἡ περὶ τἆλλα τῆς λίθου λαμπρότης. ἐγὼ μὲν οὖν πιθανῇ τἀληθὲς εἰκασίᾳ τοπάζων φύσιν ᾤμην τοῦ λίθου τὸ βλεπόμενον εἶναι· πάθος γὰρ οὐδὲ τούτων ἔστιν ἔξω, πολλὰ δὲ τοῖς κατ᾽ ἄκρον εἶναι δυναμένοις καλοῖς ἡ τύχη παρεμποδίζει. μέλαιναν οὖν ἐσπιλῶσθαι φυσικήν τινα κηλῖδα νομίζων καὶ κατὰ τοῦτο τοῦ Πραξιτέλους ἐθαύμαζον, ὅτι τοῦ λίθου τὸ δύσμορφον ἐν τοῖς ἧττον ἐλέγχεσθαι δυναμένοις μέρεσιν ἀπέκρυψεν.

Athenienseren havde lige før set på statuen uden et ord, men nu da han så de dele af gudinden, som han kendte fra drengene, råbte han endnu mere afsindigt end Charikles: ”Ved Herakles! Hvilken velproportioneret ryg! Hvilke kraftige sider, en god favnfuld! Hvor skønne kurver de balder har! De mangler ikke noget eller ligger for tæt på knoglerne, men de vælter heller ikke ud i overflødig fedme. De smilehuller på hver side af hofterne er ubeskrivelige! Låret og skinnebenet strækker sig omhyggelig proportionerede ned til foden. Sådan er Ganymedes, der skænker den søde nektar for Zeus i himmelen – jeg ville nemlig ikke tage imod bægeret fra Hebe, hvis hun rakte mig det.” Imens Kallikratidas som besat råbte dette, så stod Charikles nærmest stivnet i sin umådelige beundring, selv om han viste en vis blødhed, da de bevægede tårer randt fra hans øjne.

[15] Da vi var blevet mætte af at stå og beundre, så vi et mærke på det andet lår, der lignede en plet på et stykke tøj. Det grimme ved den blev dog opvejet af det øvrige marmors strålende udseende. Jeg forsøgte at gætte, hvad der var den sandsynlige grund hertil, og antog, at det, vi havde set, skyldtes stenens natur. For heller ikke disse ting er fri for defekter, meget, som kunne være blevet ypperlige mesterværker, bliver forhindret deri af tilfældet. Og da jeg mente, at den sorte misfarvning var naturlig, beundrede jeg Praxiteles desto mere, fordi han havde skjult stenens fejl i den del, som det var sværest at undersøge.

ἡ δὲ παρεστῶσα πλησίον ἡμῶν ζάκορος ἀπίστου λόγου καινὴν παρέδωκεν ἱστορίαν· ἔφη γὰρ οὐκ ἀσήμου γένους νεανίαν – ἡ δὲ πρᾶξις ἀνώνυμον αὐτὸν ἐσίγησεν – πολλάκις ἐπιφοιτῶντα τῷ τεμένει σὺν δειλαίῳ δαίμονι ἐρασθῆναι τῆς θεοῦ καὶ πανήμερον ἐν τῷ ναῷ διατρίβοντα κατ᾽ ἀρχὰς ἔχειν δεισιδαίμονος ἁγιστείας δόκησιν· ἔκ τε γὰρ τῆς ἑωθινῆς κοίτης πολὺ προλαμβάνων τὸν ὄρθρον ἐπεφοίτα καὶ μετὰ δύσιν ἄκων ἐβάδιζεν οἴκαδε τήν θ᾽ ὅλην ἡμέραν ἀπαντικρὺ τῆς θεοῦ καθεζόμενος ὀρθὰς ἐπ᾽ αὐτὴν διηνεκῶς τὰς τῶν ὀμμάτων βολὰς ἀπήρειδεν. ἄσημοι δ᾽ αὐτῷ ψιθυρισμοὶ καὶ κλεπτομένης λαλιᾶς ἐρωτικαὶ διεπεραίνοντο μέμψεις.

Den vagt, der stod i nærheden af os, fortalte os en utrolig historie, der gav os en ny forklaring: Hun fortalte, at en ung mand af en ikke ukendt slægt (navnet havde hans gerning gjort det umuligt at nævne) ofte kom i helligdommen, men at han ved en ulykkelig guddoms indflydelse forelskede sig i gudinden. Han opholdt sig gerne i templet dagen lang og gav derfor i begyndelsen udseende af from gudsfrygt. For han forlod sin seng om morgenen og gik derop, længe før solen stod op, og kun nødig gik han hjem igen efter solnedgang. Han sad hele dagen lige over for gudinden og fæstnede sit blik urokkelig på hende. Han hviskede umærkelig til hende og fremførte elskerens bebrejdelser med sænket stemme.

[16] ἐπειδὰν δὲ καὶ μικρὰ τοῦ πάθους ἑαυτὸν ἀποβουκολῆσαι θελήσειεν, προσειπὼν τῇ δὲ τραπέζῃ τέτταρας ἀστραγάλους Λιβυκῆς δορκὸς ἀπαριθμήσας διεπέττευε τὴν ἐλπίδα, καὶ βαλὼν μὲν ἐπίσκοπα, μάλιστα δ᾽ εἴ ποτε τὴν θεὸν αὐτὴν εὐβολήσειε, μηδενὸς ἀστραγάλου πεσόντος ἴσῳ σχήματι, προσεκύνει τῆς ἐπιθυμίας τεύξεσθαι νομίζων· εἰ δ᾽, ὁποῖα φιλεῖ, φαύλως κατὰ τῆς τραπέζης ῥίψειεν, οἱ δ᾽ ἐπὶ τὸ δυσφημότερον ἀνασταῖεν, ὅλῃ Κνίδῳ καταρώμενος ὡς ἐπ᾽ ἀνηκέστῳ συμφορᾷ [καὶ] κατήφει καὶ δι᾽ ὀλίγου συναρπάσας ἑτέρῳ βόλῳ τὴν πρὶν ἀστοχίαν ἐθεράπευεν.

[16] Men når han gerne ville dulme sine kvaler lidt, plejede han først at tale til hende, så ordnede han fire knogler af en libysk gazelle på bordet og raflede om sin chance: Var hans kast heldigt, ikke mindst hvis han slog det kast, der er opkaldt efter Aphrodite, og der ikke var nogen anden knogle, der faldt på samme måde, så lovpriste han gudinden, da han mente, at det ville give ham det, han begærede. Men slog han, som det kan ske, et ligegyldigt kast på bordet, mens de andre faldt ud til det værre, så forbandede han hele Knidos, som var der sket en ubodelig ulykke og var rasende, men snart efter samlede han dem op igen og forsøgte at forbedre det mislykkede slag med et nyt.

ἤδη δὲ πλέον αὐτῷ τοῦ πάθους ἐρεθιζομένου τοῖχος ἅπας ἐχαράσσετο καὶ πᾶς μαλακοῦ δένδρου φλοιὸς Ἀφροδίτην καλὴν ἐκήρυσσεν· ἐτιμᾶτο δ᾽ ἐξ ἴσου Διὶ Πραξιτέλης καὶ πᾶν ὅ τι κειμήλιον εὐπρεπὲς οἴκοι φυλάττοιτο, τοῦτ᾽ ἦν ἀνάθημα τῆς θεοῦ. πέρας αἱ σφοδραὶ τῶν ἐν αὐτῷ πόθων ἐπιτάσεις ἀπενοήθησαν, εὑρέθη δὲ τόλμα τῆς ἐπιθυμίας μαστροπός· ἤδη γὰρ ἐπὶ δύσιν ἡλίου κλίνοντος ἠρέμα λαθὼν τοὺς παρόντας ὄπισθε τῆς θύρας παρεισερρύη καὶ στὰς ἀφανὴς ἐνδοτάτω σχεδὸν οὐδ᾽ ἀναπνέων ἠτρέμει, συνήθως δὲ τῶν ζακόρων ἔξωθεν τὴν θύραν ἐφελκυσαμένων ἔνδον ὁ καινὸς Ἀγχίσης καθεῖρκτο. καὶ τί γὰρ ἀρρήτου νυκτὸς ἐγὼ τόλμαν ἡ λάλος ἐπ᾽ ἀκριβὲς ὑμῖν διηγοῦμαι; τῶν ἐρωτικῶν περιπλοκῶν ἴχνη ταῦτα μεθ᾽ ἡμέραν ὤφθη καὶ τὸν σπίλον εἶχεν ἡ θεὸς ὧν ἔπαθεν ἔλεγχον. αὐτόν γε μὴν τὸν νεανίαν, ὡς ὁ δημώδης ἱστορεῖ λόγος, ἢ κατὰ πετρῶν φασιν ἢ κατὰ πελαγίου κύματος ἐνεχθέντα παντελῶς ἀφανῆ γενέσθαι.

Når hans besættelse drev ham endnu længere ud, var der ikke den væg, han ikke ridsede i, og ikke det bløde træ, hvis bark han ikke skar i, når han udbasunerede sit ”Jeg elsker Aphrodite”. Han ærede Praxiteles lige så højt som Zeus, og alt hvad han havde af værdi i sit hjem, skænkede han som gave til gudinden. Til sidst blev hans alt for voldsomme afsavn desperat, og han fandt i dumdristigheden en rufferske for sit begær: Da nu solen om aftenen var ved at gå ned, smuttede han om bag døren, uden at de tilstedeværende lagde mærke til det, og stod ganske ubevægelig i skjul inderst inde og holdt vejret. Da vagterne som sædvanlig låste døren udefra, blev den nye Anchises lukket inde. ”Men jeg ser ingen grund til at plapre løs og fortælle jer alle detaljer om hans ubesindighed dén unævnelige nat. Man så spor efter hans kærlige favntag dagen efter, og gudinden havde pletten som bevis på, hvad hun havde lidt. Hvad den unge mand angår, fortæller folk, at han enten kastede sig ud fra klipperne eller i havets bølger og forsvandt fuldstændig sporløst.”

[17] ταῦτα τῆς ζακόρου διηγουμένης μεταξὺ τοῦ λόγου διαβοήσας εἶπεν ὁ Χαρικλῆς, Οὐκοῦν τὸ θῆλυ, κἂν λίθινον ᾖ, φιλεῖται. τί δ᾽, εἴ τις ἔμψυχον εἶδε τοιοῦτο κάλλος; ἆρ᾽ οὐκ ἂν ἡ μία νὺξ τῶν τοῦ Διὸς σκήπτρων ἐτιμᾶτο;

[17] Mens vagten forklarede dette, afbrød Charikles hendes historie, idet han råbte: ”Altså bliver kvindekønnet elsket, selv når det er af sten! Hvordan ville det så ikke være, hvis man så en så stor skønhed i levende live? Ville bare en enkelt nat da ikke være lige så meget værd som Zeus’ scepter?”

μειδιάσας δὲ ὁ Καλλικρατίδας, Οὐδέπω, φησίν, ἴσμεν, ὦ Χαρίκλεις, εἰ πολλῶν ἀκουσόμεθα τοιούτων διηγημάτων, ὅταν ἐν Θεσπιαῖς γενώμεθα. καὶ νῦν δὲ τῆς ἀπὸ σοῦ ζηλουμένης Ἀφροδίτης ἐναργές ἐστι τοῦτο δεῖγμα

Men Kallikratidas lo: ”Vi ved endnu ikke, kære Charikles, om vi ikke kommer til at høre mange af den slags historier, når vi kommer til Thespiai. Men vi har allerede nu et klart billede af den Aphrodite, som du sætter så højt.”

Πῶς; ἐρομένου τοῦ Χαρικλέους.

”Hvordan dét?” spurgte Charikles.

ἄγαν πιθανῶς ἔδοξέ μοι λέγειν ὁ Καλλικρατίδας· ἔφη γὰρ ὡς ὁ ἐρασθεὶς νεανίας παννύχου σχολῆς λαβόμενος, ὥσθ᾽ ὅλην τοῦ πάθους ἔχειν ἐξουσίαν κορεσθῆναι, παιδικῶς τῷ λίθῳ προσωμίλησεν βουληθεὶς οἶδ᾽ ὅτι μηδὲν πρόσθεν εἶναι τὸ θῆλυ.

Jeg syntes, Kallikratidas’ svar var ganske overbevisende: ”Selv om den unge mand i sin forelskelse havde opnået en hel nat at mætte sin lidenskab i, så var han sammen med stenen som med en dreng, og det er jeg sikker på var, fordi han ikke ville stå over for hendes kvindelige dele”.

πολλῶν οὖν ἀκρίτων ἀφυλακτουμένων λόγων τὸν συμμιγῆ καταπαύσας ἐγὼ θόρυβον, Ἄνδρες, εἶπον, ἑταῖροι, τῆς κατὰ κόσμον ἔχεσθε ζητήσεως, ὡς εὐπρεπὴς νόμος ἐστὶν παιδείας. ἀπαλλαγέντες οὖν τῆς ἀτάκτου καὶ πέρας οὐδὲν ἐχούσης φιλονεικίας ἐν μέρει ὑπὲρ τῆς αὐτὸς ἑαυτοῦ δόξης ἑκάτερος ἀποτείνασθε· καὶ γὰρ οὐδέπω καιρὸς ἐπὶ ναῦν ἀπιέναι· τῇ δὲ σχολῇ καταχρηστέον εἰς ἱλαρίαν καὶ μετὰ τέρψεως ὠφελῆσαι δυναμένην σπουδήν. ὑπεκστάντες οὖν τοῦ νεὼ – πολὺς γὰρ ὁ κατ᾽ εὐσέβειαν ἐπιφοιτῶν – εἰς ἕν τι τῶν συμποσίων ἀποκλίνωμεν, ὅπως δι᾽ ἠρεμίας ἀκούειν τε καὶ λέγειν ἅττ᾽ ἂν ᾖ βουλομένοις ἐξῇ. μέμνησθε δὲ ὡς ὁ τήμερον ἡττηθεὶς οὐκέτ᾽ αὖθις ἡμῖν περὶ τῶν ἴσων διοχλήσει.

De begyndte et ørkesløst mundhuggeri, men jeg satte en stopper for uenigheden: ”Venner, den undersøgelse må I foretage på en ordentlig måde, som det sømmer sig for dannede folk. Drop derfor jeres uordentlige og endeløse stridslyst. I stedet kan I fremføre jeres synspunkt på skift. For det er endnu ikke tid at gå ned til skibet. Vi bør derfor bruge den ledige stund til morskab og alvor, der gavner såvel som fornøjer. Lad os derfor gå ud af templet – en hel del er på vej ind for at dyrke gudinden – og sætte os på én af festpladserne, så at vi i ro og mag kan høre og sige, hvad vi nu vil. Men husk på, at den, der taber diskussionen i dag, ikke igen skal besvære os om lignende emner.”

[18] καλῶς δ᾽ ἔδοξα ταῦτα λέγειν καὶ συγκαταινεσάντων ἐξῄειμεν, ἐγὼ μὲν ἡδόμενος οὐδεμιᾶς με πιεζούσης φροντίδος, οἱ δ᾽ ἐπὶ συννοίας μεγάλην ἐν ἑαυτοῖς σκέψιν ἄνω καὶ κάτω κυκλοῦντες ὡς περὶ τῆς προπομπίας ἀγωνιούμενοι Πλαταιᾶσιν. ἐπεὶ δ᾽ ἥκομεν εἴς τι συνηρεφὲς καὶ παλίνσκιον ὥρᾳ θέρους ἀναπαυστήριον, Ἡδύς, εἰπών, ὁ τόπος, ἐγώ, καὶ γὰρ οἱ κατὰ κορυφὴν λιγυρὸν ὑπηχοῦσι τέττιγες, ἐν μέσῳ πάνυ δικαστικῶς καθεζόμην αὐτὴν ἐπὶ ταῖς ὀφρύσιν τὴν Ἡλιαίαν ἔχων. προθεὶς δ᾽ ἀμφοτέροις κλῆρον ὑπὲρ τοῦ τίνα χρὴ πρῶτον εἰπεῖν, ἐπειδὴ Χαρικλῆς ἐλελόγχει πρότερον, εὐθὺς ἐνάρχεσθαι τοῦ λόγου διεκελευσάμην.

[18] De syntes godt om mit forslag, og da de var enedes, gik vi ud; jeg var fornøjet over at være fri for nogen bekymringer, mens de var spændte og vendte og drejede store overvejelser, som skulle de til at kæmpe om at gå forrest i optoget ved Plataiai. Da vi var kommet til løvrigt og skyggefuldt sted, hvor vi var i fred for sommerheden, sagde jeg: ”Dette er et dejligt sted. For cikaderne kvidrer højlydt oppe fra trætoppene.” Jeg satte mig i midten ganske som en dommer, og jeg bar en mine, der var så streng, som var det højesteret. Jeg foreslog de trak lod om, hvem der skulle tale først, og da dét tilfaldt Charikles, bad jeg ham straks påbegynde sin tale.

[19] ὁ δὲ τῇ δεξιᾷ τὸ πρόσωπον ἀνατρίψας ἡσυχῇ καὶ μικρὸν ἐπισχὼν ἄρχεται τῇδέ πῃ,

Σέ, δέσποινα, τῶν ὑπὲρ σοῦ λόγων, Ἀφροδίτη, σὲ βοηθὸν αἱ ἐμαὶ δεήσεις καλοῦσιν· ἅπαντι μὲν γὰρ ἔργῳ κἂν βραχὺ τῆς ἰδίας πειθοῦς ἐπιστάξῃς, τελειότατόν ἐστιν, οἱ δ᾽ ἐρωτικοὶ λόγοι περιττῶς σοῦ δέονται· σὺ γὰρ αὐτῶν γνησιωτάτη μήτηρ.

(Charikles tale for kvinderne)

[19] Han gned sig i ansigtet med højre hånd, forblev tavs et stykke tid og begyndte så:

”Dig, min herskerinde Aphrodite, dig kalder mine bønner til hjælp i min tale for dig. For ethvert forehavende du strør blot det mindste af din overtalelsesevne på, er fuldendt, men det er taler om kærligheden, der i særdeleshed behøver din hjælp. Du er nemlig kærlighedens eneste ægte moder. Så kom, vær kvindernes advokat, du, der selv er kvinde, og vær elskværdig at lade mændene forblive mænd, sådan som de blev født.

ἴθι δὴ γυναιξὶν συνήγορος ἡ θήλεια, χάρισαι δὲ καὶ τοῖς ἀνδράσι μένειν ἄρρεσιν, ὡς ἐγεννήθησαν. ἔγωγ᾽ οὖν εὐθὺς ἐν ἀρχῇ τοῦ λόγου τὴν προμήτορα καὶ πάσης γενέσεως πρωτόρριζον ὧν ἀξιῶ μάρτυρα ἐπικαλοῦμαι, λέγω δὲ τὴν ἱερὰν τῶν ὅλων φύσιν, ἣ τὰ πρῶτα πηξαμένη στοιχεῖα τοῦ κόσμου γῆν ἀέρα πῦρ ὕδωρ τῇ πρὸς ἄλληλα τούτων ἐπικράσει πᾶν ἐζῳογόνησεν ἔμψυχον. ἐπισταμένη δ᾽ ὅτι θνητῆς ἐσμὲν ὕλης δημιούργημα καὶ βραχὺς χρόνος ὁ τοῦ ζῆν ἑκάστῳ καθείμαρται, τὴν ἑτέρου φθορὰν ἄλλου γένεσιν ἐμηχανήσατο καὶ τῷ θνῄσκοντι τὸ τικτόμενον ἀντεμέτρησεν, ἵνα ταῖς παρ᾽ ἀλλήλων διαδοχαῖς εἰς τὸν ἀεὶ χρόνον ζῶμεν. ἐπεὶ δ᾽ ἦν ἄπορον ἐξ ἑνός τι γεννᾶσθαι, διπλῆν ἐν ἑκάστῳ φύσιν ἐμηχανήσατο· τοῖς μὲν γὰρ ἄρρεσιν ἰδίας καταβολὰς σπερμάτων χαρισαμένη, τὸ θῆλυ δ᾽ ὥσπερ γονῆς τι δοχεῖον [ἀγγεῖον] ἀποφήνασα, κοινὸν οὖν ἀμφοτέρῳ γένει πόθον ἐγκερασαμένη συνέζευξεν ἀλλήλοις, θεσμὸν ἀνάγκης ὅσιον καταγράψασα μένειν ἐπὶ τῆς ἰδίας φύσεως ἑκάτερον, καὶ μήτε τὸ θῆλυ παρὰ φύσιν ἀρρενοῦσθαι μήτε τἄρρεν ἀπρεπῶς μαλακίζεσθαι. διὰ τοῦθ᾽ αἱ σὺν γυναιξὶν ἀνδρῶν ὁμιλίαι μέχρι δεῦρο τὸν ἀνθρώπινον βίον ἀθανάτοις διαδοχαῖς φυλάττουσιν· οὐδεὶς δ᾽ ἀνὴρ ἀπ᾽ ἀνδρὸς αὐχεῖ γενέσθαι. δυοῖν δ᾽ ὀνομάτοιν σεβασμίοιν πᾶσαι τιμαὶ μένουσιν ἐξ ἴσου πατρὶ μητέρα προσκυνούντων.

(Naturen)

Jeg fører som vidne urmoderen og enhver skabelses første rod, jeg mener, altets hellige Natur, der først sammenføjede universets elementer, jord, luft, ild og vand, og siden ved at blande disse med hinanden skabte alle levende væsner. Hun forstod, at vi var et skaberværk gjort af dødeligt stof, og at vi alle kun havde kort tid at leve i, så hun udtænkte, at det enes undergang skulle være det andets fødsel og opvejede det døende med det, der fødtes, for at vi ved slægtsfølgen skulle leve til evig tid. Men eftersom det var umuligt, at noget skulle fødes af ét væsen, udtænkte hun to forskellige naturer i hver art. Hun gav manden ret til at kaste sin sæd og gjorde kvinden til et kar for avlen. Hun iblandede begge køn en fælles drift og bandt dem til hinanden, og hun fastsatte nødvendighedens hellige lov, at begge køn skulle holde sig til sin natur: Kvinden skulle ikke trodse sit køn og blive mandhaftige, og manden skulle ikke blive upassende blødagtig. Derfor har mændenes samkvem med kvinder sikret menneskehedens overlevelse indtil nu ved det udødelige slægtsfølge. Ingen mand kan brøste sig af kun at være født af en mand. Man tilbeder sin moder lige så højt som sin fader, og de to ærværdige navne står der stadig al respekt om.

[20] κατ᾽ ἀρχὰς μὲν οὖν ἔθ᾽ ἡρωϊκὰ φρονῶν ὁ βίος καὶ τὴν γείτονα θεῶν σέβων ἀρετὴν οἷς ἐνομοθέτησεν ἡ φύσις ἐπειθάρχει, καὶ καθ᾽ ἡλικίας μέτρα γυναιξὶ ζευγνύμενοι γενναίων πατέρες ἐγίνοντο τέκνων· κατὰ μικρὸν δ᾽ ὁ χρόνος ἀπ᾽ ἐκείνου τοῦ μεγέθους ἐς τὰ τῆς ἡδονῆς καταβαίνων βάραθρα ξένας ὁδοὺς καὶ παρηλλαγμένας ἀπολαύσεων ἔτεμνεν. εἶθ᾽ ἡ πάντα τολμῶσα τρυφὴ τὴν φύσιν αὐτὴν παρενόμησεν· καὶ τίς ἄρα πρῶτος ὀφθαλμοῖς τὸ ἄρρεν εἶδεν ὡς θῆλυ, δυοῖν θάτερον ἢ τυραννικῶς βιασάμενος ἢ πείσας πανούργως; συνῆλθεν δ᾽ εἰς μίαν κοίτην μία φύσις· αὑτοὺς δ᾽ ἐν ἀλλήλοις ὁρῶντες οὔθ᾽ ἃ δρῶσιν οὔθ᾽ ἃ πάσχουσιν ᾐδοῦντο, κατὰ πετρῶν δέ, φασίν, ἀγόνων σπείροντες ὀλίγης ἡδονῆς ἀντικατηλλάξαντο μεγάλην ἀδοξίαν.

[20] I begyndelsen, da mennesket endnu førte et heroisk liv og respekterede gudernes nabo dyden, så adlød det de love, som naturen havde sat: Når mændene var i den rette alder, giftede de sig med en kvinde og blev fædre til ægtefødte børn. Men lidt efter lidt skred udviklingen fra den oprindelige storhed og ned i nydelsens afgrund, og den åbnede fremmede og forandrede veje til nydelsen. Da forbrød det hæmningsløse vellevned sig imod naturens lov. Hvem var mon den første, der så på en mand, som var det på en kvinde? Der er to muligheder, enten voldtog han som en tyran, eller også brugte han samvittighedsløs overtalelse. Det samme køn lå på det samme leje. Selv om de så sig i hinandens favn, skammede de sig hverken over, hvad de gjorde, eller hvad de var genstand for. De såede deres sæd på gold klippegrund, som man siger, og købte en lille nydelse for en stor vanære.

[21] ἐνίοις γε μὴν εἰς τοσοῦτον τυραννικῆς βίας ἡ τόλμα προέκοψεν, ὡς μέχρι σιδήρῳ τὴν φύσιν ἱεροσυλῆσαι· τῶν δ᾽ ἀρρένων τὸ ἄρρεν ἐκκενώσαντες εὗρον ἡδονῆς παρέλκοντα μέτρα. οἱ δ᾽ ἄθλιοι καὶ δυστυχεῖς ἵν᾽ ἐπὶ πλέον ὦσι παῖδες, οὐδὲ ἔτι μένουσιν ἄνδρες, ἀμφίβολον αἴνιγμα διπλῆς φύσεως, οὔτ᾽ εἰς ὃ γεγέννηνται φυλαχθέντες οὔτ᾽ ἔχοντες ἐφ᾽ ὃ μετέβησαν· τὸ δ᾽ ἐν νεότητι παραμεῖναν ἄνθος εἰς γῆρας αὐτοὺς μαραίνειν πρόωρον. ἅμα γὰρ ἐν παισὶν ἀριθμοῦνται, καὶ γεγηράκασιν οὐδὲν ἀνδρῶν μεταίχμιον ἔχοντες. οὕτως ἡ μιαρὰ καὶ παντὸς κακοῦ διδάσκαλος τρυφὴ ἄλλην ἀπ᾽ ἄλλης ἡδονὰς ἀναισχύντους ἐπινοοῦσα μέχρι τῆς οὐδὲ ῥηθῆναι δυναμένης εὐπρεπῶς νόσου κατώλισθεν, ἵνα μηδὲν ἀγνοῇ μέρος ἀσελγείας.

[21] Dumdristigheden drev nogle så vidt i den tyranniske vold, at de med en kniv vanhelligede det naturlige køn: Ved at berøve mænd deres manddom har de fundet uudforskede mål for deres lyst. Men prisen for, at deres ulykkelige ofre skal forblive drenge i længere tid, er, at de ikke længere er mænd, men et tvetydigt mysterium med en dobbelt natur, der ikke har beholdt det, de blev født med, men heller ikke har det, de er ændret til. Den ungdom, som de har beholdt, til de blev voksne, tager livet af dem, når de før tiden indhentes af alderen. For samtidig med at de bliver regnet blandt børnene, er de blevet gamle uden at have gennemlevet den mellemliggende alder som voksne mænd. Således udtænkte det urene vellevned, der er læremesteren for alt ondt, den ene skamløse nydelse efter den anden og sank så dybt som til den sygdom, der end ikke kan nævnes i ordentlig tale, for at ikke at forpasse en eneste del af det udsvævende liv.

[22] εἰ δὲ ἐφ᾽ ὧν ἡ πρόνοια θεσμῶν ἔταξεν ἡμᾶς, ἕκαστος ἵδρυτο, ταῖς μετὰ γυναικῶν ὁμιλίαις ἂν ἠρκούμεθα καὶ παντὸς ὀνείδους ὁ βίος ἐκαθάρευεν. ἀμέλει παρὰ τοῖς οὐδὲν ἐκ πονηρᾶς διαθέσεως παραχαράξαι δυναμένοις ζῴοις ἄχραντος ἡ τῆς φύσεως νομοθεσία φυλάττεται· λέοντες οὐκ ἐπιμαίνονται λέουσιν, ἀλλ᾽ ἡ κατὰ καιρὸν Ἀφροδίτη πρὸς τὸ θῆλυ τὴν ὄρεξιν αὐτῶν ἐκκαλεῖται· ταῦρος ἀγελάρχης βουσὶν ἐπιθόρνυται, καὶ κριὸς ὅλην τὴν ποίμνην ἄρρενος πληροῖ σπέρματος. τί δέ; οὐ συῶν μὲν εὐνὰς μεταδιώκουσιν κάπροι; λυκαίναις δ᾽ ἐπιμίγνυνται λύκοι; καθόλου δ᾽ εἰπεῖν, οὔθ᾽ οἱ ἀέρια ῥοιζοῦντες ὄρνεις οὔθ᾽ ὅσα τὴν ὑγρὰν καθ᾽ ὕδατος εἴληχεν λῆξιν, ἀλλ᾽ οὐδ᾽ ἐπὶ γῆς τι ζῷον ἄρρενος ὁμιλίας ἐπωρέχθη, μένει δὲ ἀκίνητα τῆς προνοίας τὰ δόγματα. ὑμεῖς δ᾽, ὦ μάτην ἐπὶ τῷ φρονεῖν εὐλογούμενοι, θηρίον ὡς ἀληθῶς φαῦλον, ἄνθρωποι, τίνι καινῇ νόσῳ παρανομήσαντες ἐπὶ τὴν κατ᾽ ἀλλήλων ὕβριν ἠρέθισθε; τίνα τῆς ψυχῆς τυφλὴν ἀναισθησίαν καταχέαντες ἀμφοῖν ἠστοχήκατε φεύγοντες ἃ διώκειν ἔδει καὶ διώκοντες ἀφ᾽ ὧν ἔδει φεύγειν; καὶ καθ᾽ ἕνα τοιαῦτα ζηλοῦν πάντων ἑλομένων οὐδὲ εἷς ἔσται.

[22] Hvis alle levede efter de love, som Forsynet havde givet os, ville vi have nok i samkvemmet med kvinder, og vort liv ville være renset for enhver skændsel. Hos de dyr, der ikke kan forringes på grund af en slet indstilling, bliver naturens regelsæt uden tvivl bevaret uforfalsket: Hanløverne forelsker sig ikke i andre hanner, deres kønsdrift sætter ind på rette tidspunkt og fylder dem med begær efter deres hunner. Flokkens dominerende tyr bedækker køerne, og vædderen fylder hele fåreflokken med sin mandlige sæd. Og er det måske ikke sådan, at ornerne higer efter at være sammen med søerne? Og er hanulvene ikke sammen med ulvinderne? Ja, i det hele taget er hverken fuglene, der hvirvler gennem luften, eller alle de dyr, der har fået tildelt det våde liv i vandet, men heller ikke noget dyr på landjorden fysisk tiltrukket af sit eget køn.. Nej, Forsynets beslutninger står urokkeligt fast. Men I, der uden grund er berømmet for jeres intelligens, i virkeligheden en ussel art; I mennesker, hvilken ukendt sygdom har I brudt naturens orden med i misbruget af hinanden? Hvilken blind mangel på dømmekraft har I fyldt jeres sjæl med, når I forfejler begge mål, idet I undgår det, som I bør bestræbe, og bestræber det, I bør undgå? Hvis hvert eneste valgte at følge dét eksempel, ville der snart ikke være et eneste menneske til!

[23] ἀλλὰ γὰρ ἐνταῦθα τοῖς Σωκρατικοῖς ὁ θαυμαστὸς ἀναφύεται λόγος, ὑφ᾽ οὗ παιδικαὶ μὲν ἀκοαὶ τελείων ἐνδεεῖς λογισμῶν φενακίζονται· τὸ δ᾽ ἤδη κατὰ φρόνησιν ἐς ἄκρον ἔχον οὐκ ἂν ὑπαχθῆναι δύναιτο· ψυχῆς γὰρ ἔρωτα πλάττονται καὶ τὸ τοῦ σώματος εὔμορφον αἰδούμενοι φιλεῖν ἀρετῆς καλοῦσιν αὑτοὺς ἐραστάς. ἐφ᾽ οἷς μοι πολλάκις καγχάζειν ἐπέρχεται. τί γὰρ παθόντες, ὦ σεμνοὶ φιλόσοφοι, τὸ μὲν ἤδη μακρῷ χρόνῳ δεδωκὸς ἑαυτοῦ πεῖραν ὁποῖόν ἐστιν, ᾧ πολιὰ προσήκουσα καὶ γῆρας ἀρετὴν μαρτυρεῖ, δι᾽ ὀλιγωρίας παραπέμπετε, πᾶς δὲ ὁ σοφὸς ἔρως ἐπὶ τὸ νέον ἐπτόηται, μηδέπω τῶν λογισμῶν ἐν αὐτῷ πρὸς ἃ τραπήσονται κρίσιν ἐχόντων; ἢ νόμος ἐστίν, πᾶσαν μὲν ἀμορφίαν πονηρίας εἶναι κατάκριτον, εὐθὺ δ᾽ ὡς ἀγαθὸν ἐπαινεῖσθαι τὸν καλόν; ἀλλά τοι κατὰ τὸν μέγαν ἀληθείας προφήτην Ὅμηρον

εἶδός τις ἀκιδνότερος πέλει ἀνήρ,
ἀλλὰ θεὸς μορφὴν ἔπεσι στέφει, οἱ δέ τ᾽ ἐς αὐτὸν
τερπόμενοι λεύσσουσιν, ὁ δ᾽ ἀσφαλέως ἀγορεύει
αἰδοῖ μειλιχίῃ, μετὰ δὲ πρέπει ἀγρομένοισιν·
ἐρχόμενον δ᾽ ἀνὰ ἄστυ θεὸν ὣς εἰσορόωσιν.

καὶ πάλιν εἶπέ που λέγων·

οὐκ ἄρα σοί γ᾽ ἐπὶ εἴδεϊ καὶ φρένες ἦσαν.

ἀμέλει τοῦ καλοῦ Νιρέως ὁ σοφὸς Ὀδυσσεὺς πλέον ἐπαινεῖται.

[23] Hér kan sokratikere så genoplive det beundringsværdige argument, der lyder, at de forførte drenges øren bedrages, fordi deres logik endnu ikke er fuldt udviklet. De, hvis forstand er på sit højeste, ville ikke have ladet sig påvirke. De foregiver nemlig en kærlighed til sjælen, og af skam over at elske den legemlige skønhed kalder de sig selv elskere af dyden. Det får mig ofte til at le. Hvad får jer, ærværdige filosoffer, til med foragt at afvise det, der forlængst har bevist sine kvaliteter, og hvis værd dets grånende alderdom er et bevis på? I stedet tænder den vise kærlighed helt og holdent på ungdommen, skønt dennes intelligens endnu ikke er i stand til at bedømme, hvilken vej den skal vende sig? Eller er der måske en lov, efter hvilken man kan dømme al grimhed for at være slet, mens man uden videre kan prise den skønne for at være god? Der står tværtimod hos Homer, sandhedens store profet:

Ӄn er nemlig af skabning kun uanseelig at skue,
dog en gud ham veltalenhed gav, som på grimheden bøder,
folket betragter ham fro, han taler med fynd og bestemthed,
dog med fortryllende blu; som en pryd i forsamlingen står han,
og når i staden han går, som en gud ham alle betragte.”
(Odysseen 8.169-173)

Og et andet sted siger han:

”Ha! dit hjerte forsand kun passer sig slet til dit åsyn!”
(Odysseen 17.454)

Den vise Odysseus bliver bestemt prist højere end den smukke Nireus.

[24] πῶς οὖν φρονήσεως μὲν ἢ δικαιοσύνης τῶν τε λοιπῶν ἀρετῶν, αἳ τελείοις ἀνδράσιν σύγκληρον εἰλήχασιν τάξιν, οὐδεὶς ἔρως ἐντρέχει, τὸ δ᾽ ἐν παισὶ κάλλος ὀξυτάτας παθῶν ὁρμὰς ἐγείρει; πάνυ γοῦν ἐρᾶν ἔδει Φαίδρου διὰ Λυσίαν, ὦ Πλάτων, ὃν προὔδωκεν. ἢ τὴν ἀρετὴν εἰκὸς ἦν Ἀλκιβιάδου φιλεῖν, διότι ἠκρωτηριάζετο τὰ θεῶν ἀγάλματα καὶ τὴν ἐν Ἐλευσῖνι τελετὴν αἱ παρὰ πότον ἐξωρχοῦντο φωναί; τίς ἐραστὴς ὁμολογεῖ γενέσθαι προδιδομένων Ἀθηνῶν καὶ Δεκελείας ἐπιτειχιζομένης καὶ βίου τυραννίδα βλέποντος; ἀλλ᾽ ἄχρι μὲν οὐδέπω κατὰ τὸν ἱερὸν Πλάτωνα πώγωνος ἐπίμπλατο, πᾶσιν ἐπέραστος ἦν· μεταβὰς δ᾽ ἀπὸ τοῦ παιδὸς εἰς τὸν ἄνδρα, καθ᾽ ἣν ἡλικίαν ἡ τέως ἀτελὴς φρόνησις ὁλόκληρον εἶχε τὸν λογισμόν, ὑπὸ πάντων ἐμισεῖτο. τί δή; πάθεσιν αἰσχροῖς ὀνομάτων ἐπιγράφοντες αἰδῶ ψυχῆς ἀρετὴν λέγουσι τὴν σώματος εὐπρέπειαν οἱ φιλόνεοι μᾶλλον ἢ φιλόσοφοι. καὶ ταῦτα μὲν ἡμῖν ὑπὲρ τοῦ μὴ δοκεῖν ἐπισήμων ἀνδρῶν φιλαπεχθημόνως μνημονεύειν ἐπὶ τοσοῦτον εἰρήσθω.

[24] Hvorfor opstår der ikke kærlighed til forstanden eller retfærdigheden og de andre gode egenskaber, der har hjemme i fuldvoksne mænd? Det er tværtimod den skønhed, som drengene besidder, der vækker det mest lidenskabelige begær. Kære Platon, når man burde elske Phaidros, var det da kun på grund af Lysias, som han svigtede! Eller var det da rimeligt at elske Alkibiades’ gode natur, når han huggede hovedet af gudernes statuer, og hans mund i fuldskab parodierede det eleusinske indvielsesritual? Hvem tør sige, han er forelsket i at forråde Athen, befæste Dekeleia til skade for staten og hele sit liv at tragte efter tyranniet? Men ikke desto mindre var han, som den guddommelige Platon siger, indtil den dag, hans skæg var fuldt udvokset, genstand for alles kærlighed. Men da han gik fra at være dreng til at være mand, den alder, hvor forstanden, der hidtil har været uudviklet, nu bliver fuldt i stand til at tænke logisk, da hadede alle ham. Hvad kan man slutte af det? De, der giver ærværdige navne til umoralsk begær, og som kalder legemlig fortræffelighed for sjælens godhed, de er elskere af ungdommen snarere end visdommen. Lad der hermed være sagt nok, man skulle jo nødig tro, det er for at polemisere, jeg refererer til berømte mænd.

[25] Μικρὰ δ᾽ ἀπὸ τῆς ἄγαν σπουδῆς, ὦ Καλλικρατίδα, ἐπὶ τὴν ὑμετέραν καταβὰς ἡδονὴν ἐπιδείξω παιδικῆς χρήσεως πολὺ τὴν γυναικείαν ἀμείνω. καὶ τό γε πρῶτον ἐγὼ πᾶσαν ἀπόλαυσιν ἡγοῦμαι τερπνοτέραν εἶναι τὴν χρονιωτέραν· ὀξεῖα γὰρ ἡδονὴ παραπτᾶσα φθάνει πρὶν ἢ γνωσθῆναι πεπαυμένη, τὸ δ᾽ εὐφραῖνον ἐν τῷ παρέλκοντι κρεῖττον. ὡς εἴθε καὶ βίου μακρὰς προθεσμίας ἡ μικρολόγος ἡμῖν ἐπέκλωσεν Μοῖρα καὶ τὸ πᾶν ἦν διηνεκὴς ὑγίεια μηδεμιᾶς λύπης τὴν διάνοιαν ἐκνεμομένης· ἑορτὴν γὰρ ἂν καὶ πανήγυριν τὸν ὅλον χρόνον ἤγομεν. ἀλλ᾽ ἐπεὶ τῶν μειζόνων ἀγαθῶν ὁ βάσκανος δαίμων ἐνεμέσησεν, ἔν γε τοῖς παροῦσιν ἥδιστα τὰ παρέλκοντα. γυνὴ μὲν οὖν ἀπὸ παρθένου μέχρι μέσης ἡλικίας, πρὶν ἢ τελέως τὴν ἐσχάτην ῥυτίδα τοῦ γήρως ἐπιδραμεῖν, εὐάγκαλον ἀνδράσιν ὁμίλημα, κἂν παρέλθῃ τὰ τῆς ὥρας, ὅμως

ἡμπειρία
ἔχει τι λέξαι τῶν νέων σοφώτερον.

[26] εἰ δ᾽ εἴκοσιν ἐτῶν ἀποπειρῴη παῖδά τις, αὐτὸς ἔμοιγε δοκεῖ πασχητιᾶν ἀμφίβολον Ἀφροδίτην μεταδιώκων· σκληροὶ γὰρ οἱ τῶν μελῶν ἀπανδρωθέντες ὄγκοι καὶ τραχὺ μὲν ἀντὶ τοῦ πάλαι μαλακοῦ πυκασθὲν ἰούλοις τὸ γένειον, οἱ δ᾽ εὐφυεῖς μηροὶ θριξὶν ὡσπερεὶ ῥυπῶντες· ἃ δ᾽ ἐστὶ τούτων ἀφανέστερα, τοῖς πεπειρακόσιν ὑμῖν εἰδέναι παρίημι. γυναικὶ δὲ ἀεὶ πάσῃ ἡ τοῦ χρώματος ἐπιστίλβει χάρις, καὶ δαψιλεῖς μὲν ἀπὸ τῆς κεφαλῆς βοστρύχων ἕλικες ὑακίνθοις τὸ καλὸν ἀνθοῦσιν ὅμοια πορφύροντες οἱ μὲν ἐπινώτιοι κέχυνται μεταφρένων κόσμος, οἱ δὲ παρ᾽ ὦτα καὶ κροτάφους πολὺ τῶν ἐν λειμῶνι οὐλότεροι σελίνων. τὸ δ᾽ ἄλλο σῶμα μηδ᾽ ἀκαρῆ τριχὸς αὐταῖς ὑποφυομένης ἠλέκτρου, φασίν, ἢ Σιδωνίας ὑέλου διαφεγγέστερον ἀπαστράπτει.

(Nydelsen)

[25] Jeg vil nu forlade den dybe alvor, Kallikratidas, og gå over til at tale om den nydelse, I får ud af det. Jeg vil demonstrere, at nydelsen ved kvinder er betydelig større end ved drenge. For det første antager jeg, at enhver nydelse er behageligere, jo længere den varer. Den hurtige kærlighed flyver nemlig forbi og visner bort, før vi aner det, mens fornøjelsen stiger, når den trækkes ud. Måtte den nøjeregnende Skæbnegudinde tildele os et langt åremål, og måtte vort helbred vare ved fuldt og helt, uden at nogen sorg plagede vort sind! For da ville vi feste og fejre guderne hver eneste dag. Men siden den ondsindede guddom ikke har undt os de større goder, så er det de varige goder, der er de behageligste blandt dem, vi har. En kvinde er således, fra hun er pige, til hun er midaldrende, før alderdommens sidste rynke omsider breder sig, en dejlig favnfuld for mænd, om så ungdommens skønhed er blegnet, for det gælder alligevel, at

”erfaringen har noget visere at sige end de unge”
(Euripides, Phønikerinderne 529-530)

[26] Hvis en mand lægger an på en tyveårig fyr, er han efter min mening pervers og søger en kærlighed, der hverken er det ene eller det andet: For de muskuløse lemmer på en mand er hårde, hans kind er groet til med skæg. så den er ru og stikker, hvor den før var blød, og hans veludviklede lår er nærmest svinet til med hår. De intime dele vil jeg nu lade eksperterne om at kende. En kvinde derimod bliver ved at være smuk over hele kroppen: hun bevarer sin skinnende lød, og krøllerne i hendes hoveds lokker har en purpurfarvet skønhed ganske som blomstrende hyacint, hendes nakkehår er en pryd, som det falder ned ad ryggen, og håret ved hendes øren og tindinger er mere kruset end engens selleri. På resten av hendes krop vokser der ikke et eneste hår, og den skinner mere gennemsigtigt end rav, siger man, eller glas fra Sidon.

[27] τί δ᾽ οὐχὶ τῶν ἡδονῶν καὶ τὰς ἀντιπαθεῖς μεταδιωκτέον, ἐπειδὰν ἐξ ἴσου τοῖς διατιθεῖσιν οἱ πάσχοντες εὐφραίνωνται; σχεδὸν γὰρ οὐ κατὰ ταὐτὰ τοῖς ἀλόγοις ζῴοις τὰς μονήρεις διατριβὰς ἀσμενίζομεν, ἀλλά πως φιλεταίρῳ κοινωνίᾳ συζυγέντες ἡδίω τά τε ἀγαθὰ σὺν ἀλλήλοις ἡγούμεθα καὶ τὰ δυσχερῆ κουφότερα μετ᾽ ἀλλήλων. ὅθεν εὑρέθη τράπεζα κοινή· καὶ φιλίας μεσῖτιν ἑστίαν παραθέμενοι γαστρὶ τὴν ὀφειλομένην ἀπομετροῦμεν ἀπόλαυσιν, οὐ μόνοι τὸν Θάσιον, εἰ τύχοι, πίνοντες οἶνον οὐδὲ καθ᾽ αὑτοὺς τῶν πολυτελῶν πιμπλάμενοι σιτίων, ἀλλὰ δοκεῖ τερπνὸν ἑκάστῳ τὸ μετ᾽ ἄλλου, καὶ τὰς ἡδονὰς κοινωσάμενοι μᾶλλον εὐφραινόμεθα. αἱ μὲν γυναικεῖοι σύνοδοι τῆς ἀπολαύσεως ἀντίδοσιν ὁμοίαν ἔχουσιν· ἀλλήλους γὰρ ἐξ ἴσου διαθέντες ἡδέως ἀπηλλάγησαν, εἴ γε μὴ δικαστῇ Τειρεσίᾳ προσεκτέον, ὅτι ἡ θήλεια τέρψις ὅλῃ μοίρᾳ πλεονεκτεῖ τὴν ἄρρενα. καλὸν δ᾽ οἶμαι, μὴ φιλαύτως ἀπολαῦσαι θελήσαντας, ὅπως ἰδίᾳ τι χρηστὸν ἀποίσονται σκοπεῖν ὅλην παρά του λαμβάνοντας ἡδονήν, ἀλλ᾽ ἐκεῖνο μερισαμένους οὗ τυγχάνουσιν ἀντιπαρασχεῖν ὅμοια. τοῦτο δ᾽ οὐκ ἂν ἐπὶ παίδων εἴποι τις, οὐχ οὕτω μέμηνεν, ἀλλ᾽ ὁ μὲν διαθείς, ᾗ νομίζει ποτὲ ταῦτα, τὴν ἡδονὴν ἐξαίρετον λαβὼν ἀπέρχεται, τῷ δὲ ὑβρισμένῳ κατ᾽ ἀρχὰς μὲν ὀδύναι καὶ δάκρυα, μικρὸν δὲ ὑπὸ χρόνου τῆς ἀλγηδόνος χαλασάσης πλέον, ὥς φασιν, οὐδὲν ἂν ὀχλήσειας, ἡδονὴ δ᾽ οὐδ᾽ ἡτισοῦν. εἰ δὲ δεῖ τι καὶ περιεργότερον εἰπεῖν – δεῖ δὲ ἐν Ἀφροδίτης τεμένει – γυναικὶ μέν, ὦ Καλλικρατίδα, καὶ παιδικώτερον χρώμενον ἔξεστιν εὐφρανθῆναι διπλασίας ἀπολαύσεως ὁδοὺς ἀνύσαντα, τὸ δὲ ἄρρεν οὐδενὶ τρόπῳ χαρίζεται θήλειαν ἀπόλαυσιν.

[27] Hvorfor ikke efterstræbe de nydelser, der er gensidige, og som den passive part har lige så stor glæde af som den aktive? Man kunne vel sige, at vi i modsætning til de uforstandige dyr ikke er tilfredse med et ensomt liv, men lever knyttet til hinanden i et socialt samfund og regner goder for behageligere og sorger for lettere, når vi deler dem med hverandre. Derfor opfandt man det fælles bord: Ved arnen, formidleren af venskab, giver vi maven lige netop den tilfredsstillelse, vi skylder den, vi sidder ikke alene og drikker vin fra for eksempel Thasos, eller fylder os for os selv med dyre retter, nej, enhver finder behage i det, som han deler med en anden, og vi glæder os mere, når vi er fælles om nydelserne. Samkvemmet med kvinder medfører en lignende gengældelse af fornøjelsen: Det er nemlig kun, hvis parterne har fået lige meget ud af det, at de forlader lejet med behag, hvis man da ikke skal tro Teiresias i hans dom, at kvinden får dobbelt så meget ud af det som manden. Det er efter min opfattelse bedst, hvis man ikke tilfredsstiller sig i egoisme og forsøger at opnå noget godt for sig selv ved at tage hele nydelsen fra den anden, men i stedet deler det, man får ud af det, og giver det samme igen. Dét ville man ikke kunne sige om drengene, så forrykt er der ingen, der er; den aktive part får tværtimod efter sin egen mening en udsøgt fornøjelse deraf, mens den misbrugte i begyndelsen har smerter og gråd, men når smerten efter nogen tid har lagt sig, vil man, efter hvad de siger, ikke længere have ubehag ved det, men heller ikke nogen som helst nydelse. Hvis jeg skal følge dette spor endnu længere – det har man jo lov til i Aphrodites helligdom – så kan man også bruge en kvinde på samme måde som en dreng og finde tilfredsstillelse i to forskellige veje til nydelsen, hvorimod manden på ingen måde kan give den glæde, som kvinden kan give.

[28] ὥστ᾽ εἰ <ἡ> μὲν καὶ ὑμῖν ἀρέσκειν δύναται, πρὸς ἀλλήλους δὴ ἡμεῖς ἀποτειχισώμεθα, εἰ δὲ τοῖς ἄρρεσιν εὐπρεπεῖς αἱ μετὰ ἀρρένων ὁμιλίαι, πρὸς τὸ λοιπὸν ἐράτωσαν ἀλλήλων καὶ γυναῖκες. ἄγε νῦν, ὦ νεώτερε χρόνε καὶ τῶν ξένων ἡδονῶν νομοθέτα, καινὰς ὁδοὺς ἄρρενος τρυφῆς ἐπινοήσας χάρισαι τὴν ἴσην ἐξουσίαν καὶ γυναιξίν, καὶ ἀλλήλαις ὁμιλησάτωσαν ὡς ἄνδρες· ἀσελγῶν δὲ ὀργάνων ὑποζυγωσάμεναι τέχνασμα, ἀσπόρων τεράστιον αἴνιγμα, κοιμάσθωσαν γυνὴ μετὰ γυναικὸς ὡς ἀνήρ· τὸ δὲ εἰς ἀκοὴν σπανίως ἧκον ὄνομα – αἰσχύνομαι καὶ λέγειν – τῆς τριβακῆς ἀσελγείας ἀνέδην πομπευέτω. πᾶσα δ᾽ ἡμῶν ἡ γυναικωνῖτις ἔστω Φιλαινὶς ἀνδρογύνους ἔρωτας ἀσχημονοῦσα. καὶ πόσῳ κρεῖττον εἰς ἄρρενα τρυφὴν βιάζεσθαι γυναῖκα ἢ τὸ γενναῖον ἀνδρῶν εἰς γυναῖκα θηλύνεσθαι;

[28] Hvis kvinden derfor også er i stand til at tilfredsstille jeres slags, så lad os da holde os fra vort eget køn, men hvis det er passende for mænd at være sammen med mænd, så kan kvinderne fremover lige så godt få lov at elske hinanden. Så Fremtid, du som indfører fremmede lyster, betænk blot nye veje for mandens vellyst, men begunstig så også kvinderne med lige ret, lad dem være sammen med hinanden ligesom mændene! Hvis de binder skamløse attrapper under sig, de sædløses groteske mysterium, så kan en kvinde forene sig med en kvinde som en mand. Det navn, der sjældent bliver udtalt – jeg skammer mig ved blot at sige det – tribadernes utugt kan så uhindret komme til skue. Vore kvindekamre vil da blive ganske som Philainis, der uanstændigt praktiserede tvekønnet kærlighed. Hvor meget bedre er det ikke, at kvinden tiltvinger sig mandens vellyst, end at manden bliver kvindagtig og gøres til kvinde!”

[29] Τοιαῦτα συντόνως μεταξὺ παθαινόμενος ὁ Χαρικλῆς ἐπαύσατο δεινόν τι καὶ θηριῶδες ἐν τοῖς ὄμμασιν ὑποβλέπων. ἐῴκει δέ μοι καὶ καθαρσίῳ χρῆσθαι πρὸς τοὺς παιδικοὺς ἔρωτας. ἐγὼ δὲ ἡσυχῇ μειδιάσας καὶ πρὸς τὸν Ἀθηναῖον ἠρέμα τὼ ὀφθαλμὼ παραβαλών,

[29] Midt imens Charikles gav sine følelser så voldsomt løb, standsede han med et vildt og grusomt blik i øjnene. Jeg følte, han gennemførte en renselsesceremoni mod kærligheden til drenge. Jeg lo i mit stille sind og vendte venligt blikket imod athenienseren og sagde:

Παιδιᾶς, ἔφην, καὶ γέλωτος, ὦ Καλλικρατίδα, δικαστὴς καθεδεῖσθαι προσδοκήσας οὐκ οἶδ᾽ ὅπως ὑπὸ τῆς Χαρικλέους δεινότητος ἐπὶ σπουδαιότερον ἦγμαι· σχεδὸν γὰρ ὡς ἐν Ἀρείῳ πάγῳ περὶ φόνου καὶ πυρκαϊᾶς, ἢ νὴ Δία φαρμάκων ἀγωνιζόμενος ὑπερφυῶς ἐπαθήνατο. καιρὸς οὖν ὁ νῦν, εἴ ποτε καὶ πρότερον, ἀπαιτεῖ σε τὰς Ἀθήνας, Περικλείαν δὲ πειθὼ καὶ τῶν δέκα ῥητόρων τὰς Μακεδόσιν ἀνθωπλισμένας γλώσσας <ἐν> ἑνὶ τῷ σῷ λόγῳ διατρῖψαι μιᾶς τῶν ἐν Πνυκὶ δημηγοριῶν ἀναμνησθέντι.

[30] Μικρὸν οὖν ἐπισχὼν ὁ Καλλικρατίδας – ἐῴκει δὲ ἀπὸ τοῦ προσώπου μοι τεκμαιρομένῳ καὶ λίαν ἀγωνίας μεστὸς εἶναι – λόγων ἀμοιβαίων ἐνάρχεται·

”Da jeg satte mig ned som dommer, Kallikratidas, var det i forventning om spøg og morskab, men på en eller anden måde er jeg af Charikles’ voldsomhed blevet bragt ind på mere alvorlige baner. For han talte med en umådelig lidenskab, nærmest som om han på Areopagos førte sag imod mord, ildspåsættelse eller sågar forgiftning. Tiden er derfor nu, om ikke før, inde til, at du viser, hvad Athen duer til, og holder en tale, der minder om én af de folketaler, der blev holdt på Pnyx, med Perikles’ veltalenhed og de ti taleres tunger, der mobiliseredes imod makedonerne.”

(Kallikratidas’ tale for drengene)

[30] Kallikratidas lod kun vente kort på sig – som jeg mente at kunne tyde af hans ansigt, var han fuld af kampkraft – og han begyndte sit modindlæg:

Εἰ γυναιξὶν ἐκκλησία καὶ δικαστήρια καὶ πολιτικῶν πραγμάτων ἦν μετουσία, στρατηγὸς ἂν ἢ προστάτης ἐκεχειροτόνησο καί σε χαλκῶν ἀνδριάντων ἐν ταῖς ἀγοραῖς, ὦ Χαρίκλεις, ἐτίμων. σχεδὸν γὰρ οὐδὲ αὐταὶ περὶ αὑτῶν, ὁπόσαι προὔχειν κατὰ σοφίαν ἐδόκουν, εἴ τις αὐταῖς τὴν τοῦ λέγειν ἐξουσίαν ἐφῆκεν, οὕτω μετὰ σπουδῆς ἂν εἶπον, οὐχ ἡ Σπαρτιάταις ἀνθωπλισμένη Τελέσιλλα, δι᾽ ἣν ἐν Ἄργει θεὸς ἀριθμεῖται γυναικῶν Ἄρης· οὐχὶ τὸ μελιχρὸν αὔχημα Λεσβίων Σαπφὼ καὶ ἡ τῆς Πυθαγορείου σοφίας θυγάτηρ Θεανώ· τάχα δ᾽ οὐδὲ Περικλῆς οὕτως ἂν Ἀσπασίᾳ συνηγόρησεν. ἀλλ᾽ ἐπειδήπερ εὐπρεπὲς ἄρρενας ὑπὲρ θηλειῶν λέγειν, εἴπωμεν καὶ ἄνδρες ὑπὲρ ἀνδρῶν. σὺ δὲ ἵλεως, Ἀφροδίτη, γενοῦ· καὶ γὰρ ἡμεῖς τὸν σὸν Ἔρωτα τιμῶμεν.

”Hvis kvinderne havde haft adgang til folkeforsamlingen og domstolen og lov til at deltage i statsanliggender, ville de have peget på dig som general eller leder, og de ville have æret dig med en bronzestatue på agora, Charikles. For ikke engang de kvinder, der har gjaldt som de største begavelser, ville vel, hvis man gav dem mulighed for at tale, have udtalt sig med en sådan begejstring på deres egne vegne, end ikke Telesilla, der greb til våben imod spartanerne, og hvis fortjeneste det var, at Ares i Argos blev regnet for kvindernes gud. Og det ville heller ikke lesbiernes honningsøde stolthed, Sappho, eller den pythagoræiske visdoms datter, Theano. Måske ville ikke engang Perikles have kunnet tale så godt for Aspasia. Men når det nu er passende, at mænd taler på kvindernes vegne, så kan vi mænd også tale på mændenes vegne. Aphrodite, vær mig venligt stemt. For også vi ærer din søn Eros.

[31] Ἐγὼ μὲν οὖν ἐνόμιζον ἄχρι παιδιᾶς ἱλαρὰν τὴν ἔριν ἡμῶν προκόψαι, ἐπεὶ δὲ οἱ παρὰ τούτου λόγοι καὶ φιλοσοφεῖν ὑπὲρ γυναικῶν ἐπενοήθησαν, ἀσμένως τὴν ἀφορμὴν ἥρπακα· μόνος γὰρ ὁ ἄρρην ἔρως κοινὸν ἡδονῆς καὶ ἀρετῆς ἐστιν ἔργον. εὐξαίμην γάρ, εἴπερ ἦν ἐν δυνατῷ, τὴν ἐπήκοόν ποτε τῶν Σωκρατικῶν λόγων πλατάνιστον, Ἀκαδημίας καὶ Λυκείου δένδρον εὐτυχέστερον, ἐγγὺς ἡμῶν ἑστάναι πεφυκυῖαν, ἔνθ᾽ ἡ Φαίδρου προσανάκλισις ἦν, ὥσπερ ὁ ἱερὸς εἶπεν ἀνὴρ πλείστων ἁψάμενος χαρίτων· αὐτὴ τάχα ἂν ὥσπερ ἡ ἐν Δωδώνῃ φηγὸς ἐκ τῶν ὀροδάμνων ἱερὰν ἀπορρήξασα φωνὴν τοὺς παιδικοὺς εὐφήμησεν ἔρωτας ἔτι τοῦ καλοῦ μεμνημένη Φαίδρου. πλὴν ἐπεὶ τοῦτ᾽ ἀμήχανον,

ἦ γὰρ πολλὰ μεταξὺ
οὔρεά τε σκιόεντα θάλασσά τε ἠχήεσσα,

ξένοι τε ἐπ᾽ ἀλλοτρίας γῆς ἀπειλήμμεθα καὶ πλεονέκτημα Χαρικλέους ἐστὶν ἡ Κνίδος, ὅμως τἀληθὲς οὐ προδώσομεν νικηθέντες ὄκνῳ.

[31] Jeg havde jo ment, at vores kappestrid havde forløbet muntert og ikke havde været andet end pjat, men da hans indlæg havde slået sig ind på også at filosofere på kvindernes vegne, tog jeg gladeligt udfordringen op. Kærligheden til manden er nemlig det eneste, der forener det behagelige og det gode. Jeg ville ønske, hvis det havde været muligt, at det platantræ, der overhørte de sokratiske diskussioner, voksede i nærheden af os. Det træ var mere lykkeligt end Akademiet og Lykeion, og det var det, Phaidros lænede sig op ad, sådan som den hellige mand, der var begavet med mere ynde end nogen anden, har fortalt. Måske ville det træ ligesom den eg i Dodone, der udsender en hellig røst fra sine grene, have velsignet kærligheden til drenge, idet det endnu huskede den skønne Phaidros. Men det kan ikke lade sig gøre,

”for imellem står talrige bjerge
med deres skyggende åse, og havet bruser med bølger”
(Iliaden 1.156-7)

Vi er gæster i et fremmed land, og det er til Charikles’ fordel, det er Knidos. Ikke desto mindre vil jeg ikke lade mig besejre af min frygt og forråde sandheden.

[32] μόνον ἡμῖν σύ, δαῖμον οὐράνιε, καιρίως παράστηθι φιλίας εὐγνώμων, ἱεροφάντα μυστηρίων Ἔρως, οὐ κακὸν νήπιον ὁποῖον ζωγράφων παίζουσι χεῖρες, ἀλλ᾽ ὃν ἡ πρωτοσπόρος ἐγέννησεν ἀρχὴ τέλειον εὐθὺ τεχθέντα· σὺ γὰρ ἐξ ἀφανοῦς καὶ κεχυμένης ἀμορφίας τὸ πᾶν ἐμόρφωσας. ὥσπερ οὖν ὅλου κόσμου τάφον τινὰ κοινὸν ἀφελὼν τὸ περικείμενον χάος ἐκεῖνο μὲν ἐς ἐσχάτους Ταρτάρου μυχοὺς ἐφυγάδευσας, ἔνθα ὡς ἀληθῶς

σιδήρειαί τε πύλαι καὶ χάλκεος οὐδός,

ὅπως ὑπ᾽ ἀρρήκτου δεθὲν φρουρᾶς τῆς ἔμπαλιν ὁδοῦ εἴργηται· λαμπρῷ δὲ φωτὶ τὴν ἀμαυρὰν νύκτα πετάσας παντὸς ἀψύχου τε καὶ ψυχὴν ἔχοντος ἐγένου δημιουργός· ἐξαίρετον δὲ ἐγκεράσας ὁμόνοιαν ἀνθρώποις τὰ σεμνὰ φιλίας πάθη συνῆψας, ἵν᾽ ἐξ ἀκάκου καὶ ἁπαλῆς ἔτι ψυχῆς ἡ εὔνοια συνεκτρεφομένη πρὸς τὸ τέλειον ἀνδρῶται.

[33] γάμοι μὲν γὰρ διαδοχῆς ἀναγκαίας εὕρηνται φάρμακα, μόνος δὲ ὁ ἄρρην ἔρως φιλοσόφου καλόν ἐστι ψυχῆς ἐπίταγμα. πᾶσι δὲ τοῖς ἐκ τοῦ περιόντος εἰς εὐπρέπειαν ἠσκημένοις ἕπεται τιμὴ πλείων ἢ ὅσα τῆς παραυτὰ χρείας ἐπιδεῖται, καὶ πάντῃ τοῦ ἀναγκαίου τὸ καλὸν κρεῖττον. ἄχρι μὲν οὖν ἀμαθὴς ὁ βίος ἦν οὐδέπω τῆς καθ᾽ ἡμέραν πείρας πρὸς τὸ βέλτιον εὐσχολῶν, ἀγαπητῶς ἐπ᾽ αὐτὰ τὰ ἀναγκαῖα συνεστέλλετο, τῆς δὲ ἀγαθῆς διαίτης ἐπείγων ὁ χρόνος οὐ παρέσχεν εὕρεσιν. ἐπειδὴ δὲ αἱ μὲν ἐσπευσμέναι χρεῖαι πέρας εἶχον, οἱ δὲ τῶν ἐπιγιγνομένων ἀεὶ λογισμοὶ τῆς ἀνάγκης ἀφεθέντες ηὐκαίρουν ἐπινοεῖν τι τῶν κρειττόνων, ἐκ τούτου κατ᾽ ὀλίγον ἐπιστῆμαι συνηύξοντο. τοῦτο δ᾽ ἡμῖν ἀπὸ τῶν ἐντελεστέρων τεχνῶν ἔνεστιν εἰκάζειν. αὐτίκα πρῶτοί τινες ἄνθρωποι γενόμενοι τοῦ καθ᾽ ἡμέραν λιμοῦ φάρμακον ἐξήτουν, εἶθ᾽ ἁλισκόμενοι τῇ πρὸς τὸ παρὸν ἐνδείᾳ, τῆς ἀπορίας οὐκ ἐώσης ἑλέσθαι τὸ βέλτιον, τὴν εἰκαίαν πόαν ἐσιτοῦντο καὶ μαλθακὰς ῥίζας ὀρύττοντες καὶ τὰ πλεῖστα δρυὸς καρπὸν ἐσθίοντες. ἀλλ᾽ ἡ μὲν ἀλόγοις ζῴοις μετὰ χρόνον ἐρρίφη, σπόρον δὲ πυροῦ καὶ κριθῆς εἶδον αἱ γεωργῶν ἐπιμέλειαι εὑροῦσαι κατ᾽ ἔτος ἐκνεάζοντα. καὶ οὐδὲ μανεὶς ἂν εἴποι τις ὅτι δρῦς στάχυος ἀμείνων.

[34] τί δ᾽; οὐκ ἐν ἀρχῇ μὲν εὐθὺ τοῦ βίου σκέπης δεηθέντες ἄνθρωποι νάκη, θηρία δείραντες, ἠμφιέσαντο; καὶ σπήλυγγας ὀρῶν κρύους καταδύσεις ἐπενόησαν ἢ παλαιῶν ῥιζῶν ἢ φυτῶν αὖα κοιλώματα; τὴν δὲ ἀπὸ τούτων μίμησιν ἐπὶ τὸ κρεῖττον ἀεὶ μετάγοντες ὕφηναν μὲν ἑαυτοῖς χλανίδας, οἴκους δὲ ᾠκίσαντο, καὶ λεληθότως αἱ περὶ ταῦτα τέχναι τὸν χρόνον λαβοῦσαι διδάσκαλον ἀντὶ μὲν λιτῆς ὑφῆς τὸ κάλλιον ἐποίκιλαν, ἀντὶ δὲ εὐτελῶν δωματίων ὑψηλὰ τέρεμνα καὶ λίθων πολυτέλειαν ἐμηχανήσαντο καὶ γυμνὴν τοίχων ἀμορφίαν εὐανθέσι βαφαῖς χρωμάτων κατέγραψαν. πλὴν ἑκάστη γε τούτων τῶν τεχνῶν καὶ ἐπιστημῶν ἄφωνος οὖσα καὶ βαθεῖαν ἐπιτεθειμένη λήθην ὡς ἀπὸ μακρᾶς δύσεως κατὰ μικρὸν εἰς τὰς ἰδίας ἀνέτειλεν ἀκτῖνας. ἕκαστος γὰρ εὑρών τι παρεδίδου τῷ μετ᾽ αὐτόν· εἶθ᾽ ἡ διαδοχὴ τῶν λαμβανόντων οἷς ἔμαθεν ἤδη προστιθεῖσα, τὸ ἐνδέον ἐπλήρωσεν.

[35] μηδέ τις ἔρωτας ἀρρένων ἀπαιτείτω παρὰ τοῦ παλαιοῦ χρόνου· γυναιξὶν γὰρ ὁμιλεῖν ἀναγκαῖον ἦν, ἵνα μὴ τελείως ἄσπερμον ἡμῶν φθαρῇ τὸ γένος. αἱ δὲ ποικίλαι σοφίαι <καὶ> τῆς φιλοκάλου ταύτης ἀρετῆς ἐπιθυμίαι μόλις ὑπὸ τοῦ μηδὲν ἐῶντος ἀνίχνευτον αἰῶνος εἰς τοὐμφανὲς ἔμελλον ἥξειν, ἵνα τῇ θείᾳ φιλοσοφίᾳ καὶ τὸ παιδεραστεῖν συνακμάσῃ. μὴ δῆτα, Χαρίκλεις, ὃ μὴ πρότερον εὕρητο, τοῦτο ἐπινοηθὲν αὖθις ὡς φαῦλον εὔθυνε, μηδ᾽ ὅτι τῶν παιδικῶν ἐρώτων αἱ γυναικεῖαι σύνοδοι πρεσβυτέρους ἐπιγράφονται χρόνους, ἐλάττου θάτερον· ἀλλὰ τὰ μὲν παλαιὰ τῶν ἐπιτηδευμάτων ἀναγκαῖα νομίζωμεν, ἃ δὲ αὖθις ἐνευσχολήσας τοῖς λογισμοῖς ὁ βίος ἐπεξεῦρεν, ὡς ἐκείνων ἀμείνω τιμητέον.

[36] ἐμοὶ μὲν γὰρ ὀλίγου καὶ γελᾶν ἔναγχος ἐπῄει, Χαρικλέους ἄλογα ζῷα καὶ τὴν Σκυθῶν ἐρημίαν ἐπαινοῦντος· ὀλίγου δὲ ὑπὸ τῆς ἄγαν φιλονεικίας καὶ μετενόει γενόμενος Ἕλλην. οὐδὲ γὰρ ὡς ἐναντία φθεγγόμενος οἷς ἐπεχείρει λέγειν, ὑπεσταλμένῳ τε τῷ τῆς φωνῆς τόνῳ τὸ ῥηθὲν ἔκλεπτεν, ἀλλ᾽ ἐπηρμένῃ τῇ φωνῇ λαρυγγίζων, Οὐκ ἐρῶσιν, φησίν, ἀλλήλων λέοντες οὐδ᾽ ἄρκτοι καὶ σύες, ἀλλ᾽ αὐτῶν ἡ πρὸς τὸ θῆλυ μόνον ὁρμὴ κρατεῖ. καὶ τί θαυμαστόν; ἃ γὰρ ἐκ λογισμοῦ δικαίως ἄν τις ἕλοιτο, ταῦτα τοῖς μὴ δυναμένοις λογίζεσθαι δι᾽ ἀφροσύνην οὐκ ἔνεστιν ἔχειν. ἐπεί τοι Προμηθεὺς ἢ θεῶν τις ἄλλος εἰ νοῦν ἑκάστῳ συνέζευξεν ἀνθρώπινον, οὐκ ἂν ἐρημία καὶ βίος ὄρειος αὐτοὺς ἐποίμαινεν οὐδὲ ἀλλήλους τροφὴν εἶχον, ἐξ ἴσου δὲ ἡμῖν ἱερὰ δειμάμενοι καὶ μέσην ἑστίαν τῶν ἰδίων ἕκαστος οἰκῶν ὑπὸ τοῖς κοινοῖς ἐπολιτεύοντο νόμοις. τί δὴ παράδοξον εἰ ζῷα τῆς φύσεως κατάκριτα μηδὲν ὧν λογισμοὶ παρέχονται παρὰ τῆς προνοίας λαβεῖν ηὐτυχηκότα προσαφῄρηται μετὰ τῶν ἄλλων καὶ τὰς ἄρρενας ἐπιθυμίας; οὐκ ἐρῶσι λέοντες, οὐδὲ γὰρ φιλοσοφοῦσιν· οὐκ ἐρῶσιν ἄρκτοι, τὸ γὰρ ἐκ φιλίας καλὸν οὐκ ἴσασιν. ἀνθρώποις δ᾽ ἡ μετ᾽ ἐπιστήμης φρόνησις ἐκ τοῦ πολλάκις πειρᾶσαι τὸ κάλλιστον ἑλομένη βεβαιοτάτους ἐρώτων ἐνόμισεν τοὺς ἄρρενας.

(Naturen)

[32] Må du stå os bi i rette tid, himmelske guddom, du, der kender venskabet og indvier i mysterierne, Eros! Jeg mener her ikke det ondsindede spædbarn, som malerne useriøst maler, men den Eros, som begyndelsen, af hvis sæd alt kommer, satte i verden, og som var fuldendt straks fra fødslen. Det var nemlig dig, der formede universet af den mørke og spredte formløshed. Ligesom hvis du havde åbnet en grav, som hele verden havde til fælles, så drev du det omgivende Chaos på flugt ned til Tartaros’ nederste dyb, der i sandhed er

”stedet hvis port er af jern og hvis tærskel er smedet af kobber” (Iliaden 8.15),

for at det skulle sidde indespærret i et ubrydeligt fængsel og aldrig vende tilbage. Med det klare lys spredte du den mørke nat og blev således skaber af alt dødt såvel som levende. Ved at tilsætte menneskene en enestående enighed knyttede du venskabets hellige følelser, for at kærligheden skulle gro frem af den uskyldige og sarte sjæl og til sidst rette sig mod mændene.

[33] Ægteskabet er rigtignok opfundet som et middel til at sikre den nødvendige slægtsfølge, men kun kærligheden til manden er en god forskrift for den filosofiske sjæl. Alt, hvad man gør ud over det nødvendige for skønheds skyld, er mere værd end det, der udspringer af et umiddelbart behov, og i det hele taget er det skønne bedre end det nødvendige. Så længe man altså levede i uvidenhed og endnu ikke var fri fra den daglige nød, så man kunne tragte efter det bedre, så begrænsede man sig gerne til det helt nødvendige. Øjeblikkets tvang tillod dem ikke at opfinde den gode måde at leve på. Men da de presserende behov var ovre, og de efterfølgende slægters forstand var sluppet fri af nødvendigheden og fik tid til at tænke på bedre ting, så blev deres kundskaber derved lidt efter lidt større. Det kan vi få et indtryk af ved at se på håndværkene på et højere udviklingstrin. Så snart de første mennesker var blevet til, måtte de søge udvej for den daglige sult, fordi de var fanget af det umiddelbare behov, og deres uvidenhed ikke tillod dem at vælge det bedre, og de levede derfor af tilfældige planter og gravede bløde rødder op og åd de fleste træfrugter. Men disse ting blev i en senere tid kastet for de uforstandige dyr, og de omhyggelige bønder opdagede, hvordan den såede hvede og byg efter et år kom frem på ny. Selv en gal mand ville da heller ikke påstå, at et egetræ er bedre end et kornaks.

[34] Er det ikke også rigtigt, at mennesket straks fra begyndelsen af sin eksistens for at beskytte sig indhyllede sig i skind, som det flåede af vilde dyr? Og fandt det ikke også på at krybe ned i kolde grotter i bjergene eller i tørre hulninger i gamle knolde eller træer? Men når mennesket siden skulle eftergøre disse ting, forbedrede det dem stadig mere og vævede sig på den måde kapper og byggede huse; håndværkerne fandt sig en lærermester i tiden, således at de ubemærket i stedet for tarvelig uld begyndte at lave smukkere tøj i flere farver og i stedet for billige hytter begyndte at bygge høje sale, at bruge en kostbarhed af marmor og at male de grimme, nøgne vægge med blomstrende og farverig maling. Alle disse håndværker og kundskaber var stumme og nedsænket i dyb glemsel, som havde de længe været under horisonten, men steg nu op til deres egen stråleglans. Enhver, der gjorde en opdagelse, gav den videre til ham, der kom efter. De modtagende slægtled udbedrede så manglerne, idet de føjede mere til det, de havde lært.

[35] Man skal ikke forlange af urtiden, at den kendte til kærlighed til drenge: Det var jo nødvendigt at være sammen med kvinder, for at vor art ikke skulle gå hen og uddø, når den ikke blev befrugtet. Men den mangeartede kløgt og eftertragtelsen af skønhedselskende fortræffelighed skulle trods besvær komme frem i lyset i den tidsalder, hvor intet blev ladt uudforsket, således at kærligheden til drenge nåede sit højdepunkt samtidig med den guddommelige filosofi. Tro derfor ikke, Charikles, at det, der ikke blev opfundet først, men som man kom på siden, derfor er dårligt, og kom ikke og sig, at kærligheden til drenge er ringere, bare fordi samkvemmet med kvinder er ældre. Det er snarere sådan, at vi ganske vist skal betragte de gamle institutioner som nødvendige, men omvendt skal det, som tilværelsen fandt på, da den fik fri til sine tanker, tillægges større værdi end de andre ting.

[36] Jeg var lige ved at give mig til at grine, da Charikles før lovpriste de uforstandige dyr og de vilde skythere. Det var endda tæt på, at han i sin overdrevne stridslyst ærgrede sig over at være født som græker! For han sænkede ikke sin stemme som den, der taler imod det, som han egentlig skulle forsvare, men skreg tværtimod ud med hævet røst: "Blandt løverne og bjørnene og svinene elsker hannerne ikke hinanden, men styres kun af driften mod det kvindelige". Som om dét var noget at undre sig over! For det, som man rimeligvis ville vælge på grund af sin intelligens, det kan de, der ikke er stand til at tænke, ikke have del i på grund af deres uforstand. Hvis nemlig Prometheus eller en anden gud havde udstyret alle dyr med menneskelig intelligens, ville de ikke have ført et ensomt liv i bjergene eller have taget hinanden som føde, men de ville alle, præcist ligesom vi, have bygget sig templer og en arne i midten af deres private hjem, og de ville have indrettet samfund med fælles love. Det er derfor ikke spor absurd, at de dyr, som naturen har dømt til ikke at blive begavet af Forsynet med intelligens, så blandt andet også er afskåret kærligheden til hannerne. Hanløverne elsker ikke hinanden, men på den anden side dyrker de jo heller ikke filosofi. Hanbjørnene elsker ikke hinanden, men på den anden side kender de jo heller ikke det skønne, der kommer af venskab. Mennesket har derimod fået en forstand, der er forbundet med viden, og som ud fra den gentagne erfaring har valgt det skønneste og derfor har fundet, at kærligheden til mændene er den sikreste.

[37] μὴ τοίνυν, ὦ Χαρίκλεις, ἀκολάστου βίου συμφορήσας ἑταιρικὰ διηγήματα γυμνῷ τῷ λόγῳ τῆς σεμνότητος ἡμῶν καταπόμπευε μηδὲ τὸν οὐράνιον Ἔρωτα τῷ νηπίῳ συναρίθμει, λογίζου δὲ ὀψὲ μὲν ἡλικίας τὰ τοιαῦτα μεταμανθάνων, ὅμως δ᾽ οὖν λογίζου νῦν γε, ἐπειδήπερ οὐ πρότερον, ὅτι διπλοῦς θεὸς ὁ Ἔρως, οὐ κατὰ μίαν ὁδὸν φοιτῶν οὐδὲ ἑνὶ πνεύματι τὰς ἡμετέρας ψυχὰς ἐρεθίζων, ἀλλ᾽ ὁ μέν, ὡς ἄν, οἶμαι, κομιδῇ νήπια φρονῶν, οὐδενὸς αὐτοῦ τὴν διάνοιαν ἡνιοχεῖν δυναμένου λογισμοῦ, πολὺς ἐν ταῖς τῶν ἀφρόνων ψυχαῖς ἀθροίζεται, μάλιστα δὲ αὐτῷ γυναικεῖοι πόθοι μέλουσιν· οὗτός ἐστιν ὁ τῆς ἐφημέρου ταύτης ὕβρεως ἑταῖρος ἀκρίτῳ φορᾷ πρὸς τὸ βουλόμενον ἄγων. ἕτερος δὲ Ἔρως Ὠγυγίων πατὴρ χρόνων, σεμνὸν ὀφθῆναι καὶ πάντοθεν ἱεροπρεπὲς θέαμα, σωφρονούντων ταμίας παθῶν ἤπια ταῖς ἑκάστου διανοίαις ἐμπνεῖ, καὶ λαχόντες ἵλεω τοῦδε τοῦ δαίμονος ἡδονὴν ἀρετῇ μεμιγμένην ἀσπαζόμεθα· δισσὰ γὰρ ὄντως κατὰ τὸν τραγικὸν πνεύματα πνεῖ ὁ Ἔρως, ἑνὸς δὲ ὀνόματος οὐχ ὅμοια τὰ πάθη κεκοινώνηκεν· καὶ γὰρ Αἰδὼς ὠφελείας ὁμοῦ καὶ βλάβης ἀμφίβολός ἐστι δαίμων·

Αἰδὼς ἥτ᾽ ἄνδρας μέγα σίνεται ἠδ᾽ ὀνίνησιν.
οὐ μὴν οὐδ᾽ Ἐρίδων γένος ἔστιν ἕν, ἀλλ᾽ ἐπὶ γαῖαν
εἰσὶ δύω, τὴν μέν κεν ἐπαινήσειε νοήσας,
ἡ δ᾽ ἐπιμωμητή· διὰ δ᾽ ἄνδιχα θυμὸν ἔχουσιν.

οὐδὲν οὖν παράδοξον, εἰ πάθος ἀρετῇ κοινὴν προσηγορίαν ἔχειν ἔτυχεν, ὥστε ἔρωτα καλεῖσθαι καὶ τὴν ἀκόλαστον ἡδονὴν καὶ τὴν σωφρονοῦσαν εὔνοιαν.

(Nydelsen)

[37] Kom derfor ikke, Charikles, med de perverse historier, som de prostituerede kvinder fortæller, og gør ikke med din ublu tale nar ad vores anstændighed. Sæt ikke den himmelske Eros på linie med et spædbarn, men vid – og det er i en sen alder, du lærer dét – vid dog nu, hvis ikke før, at Eros er en dobbelt gud, der ikke vandrer ad én vej og ikke tænder vore sjæle med én ånd; nej, den ene Eros tænker desværre nøjagtig som et spædbarn, og han har ingen samvittighed, der kan bremse hans påfund; han opfylder derfor rigt de uforstandiges sjæle, og det er først og fremmest trangen til kvinder, han tager vare på. Han er ven med misbruget for en dag og går uovervejet til sit forehavende. Den anden Eros er derimod fader til arilds tid, et respektindgydende og på alle leder ærværdigt syn, han er herre over de besindige lidenskaber og puster mildt ind i enhvers hensigter. Hvis denne guddom bliver os venligt stemt, får vi en nydelse, der er blandet med det gode. For det er sandt, som tragediedigteren siger, at Eros puster på to forskellige måder, og to uens lidenskaber deler ét og samme navn; Anstændigheden er nemlig også en dobbelttydig gud, der på samme tid medfører nytte og skade:

”Anstand øver den største skade, såvel som den gavner.
Ikke kun én slags er der af stridens gudinder: På jorden
findes der to. Man vil prise den ene ved nærmere tanke
og kritisere den anden. Forskellige er deres viljer”
(Hesiod, Værker og Dage 318 + 11-13)

Det er derfor intet under, om lidenskaben skulle dele navn med det gode, således at Eros betegner både den uhæmmede lyst og den besindige sympati.

[38] Γάμους οὖν τὸ μηδὲν οἴει, καὶ τὸ θῆλυ τοῦ βίου φυγαδεύεις, ἵνα πῶς μείνωμεν ἄνθρωποι; ζηλωτὸν μὲν ἦν κατὰ τὸν σοφώτατον Εὐριπίδην, εἰ δίχα τῆς πρὸς γυναῖκας συνόδου φοιτῶντες ἐπὶ ἱερὰ καὶ ναοὺς ἀργύρου καὶ χρυσοῦ τέκνα ὑπὲρ τῆς διαδοχῆς ἐωνούμεθα· ἀνάγκη γὰρ βαρὺν κατ᾽ αὐχένων ζυγὸν ἡμῖν ἐπιθεῖσα τοῖς κελευομένοις πειθαρχεῖν βιάζεται. τὸ μὲν οὖν καλὸν αἱρώμεθα τοῖς λογισμοῖς, εἰκέτω δὲ τῇ ἀνάγκῃ τὸ χρειῶδες. ἄχρι τέκνων γυναῖκες ἀριθμὸς ἔστωσαν, ἐν δὲ τοῖς ἄλλοις ἄπαγε, μή μοι γένοιτο. τίς γὰρ ἂν εὖ φρονῶν ἀνέχεσθαι δύναιτο ἐξ ἑωθινοῦ γυναικὸς ὡραϊζομένης ἐπικτήτοις σοφίσμασιν, ἧς ὁ μὲν ἀληθῶς χαρακτὴρ ἄμορφος, ἀλλότριοι δὲ κόσμοι τὸ τῆς φύσεως ἀπρεπὲς βουκολοῦσιν.

[38] ”Så regner du altså ikke ægteskabet for noget, og vil fjerne kvindekønnet fra menneskelivet? Men hvordan skal vi mennesker så kunne overleve?” Det havde skam været ønskeligt, som det foreslås hos den yderst vise Euripides, hvis man uden samkvem med kvinder havde kunnet købe børn i helligdommene og templerne for sølv og guld med henblik på slægtsfølgen. For nødvendigheden har lagt et tungt åg på vore skuldre og tvinger os til at adlyde dens ordre. Lad os derfor vælge det skønne med forstanden, men lad behovet vige for nødvendigheden. Lad kvinderne være en mængde med henblik på børnene, men ellers beder jeg mig fritaget fra at få en kvinde. For hvilken sundt tænkende mand ville kunne holde kvinden ud, der fra morgenstunden af har forskønnet sig med forlorne kunstigheder, men som i virkeligheden ser hæslig ud og lader fremmed udsmykning rette op på naturens dårligdom.

[39] εἰ γοῦν ἀπὸ τῆς νυκτέρου κοίτης πρὸς ὄρθρον ἴδοι τις ἀνισταμένας γυναῖκας, αἰσχίω νομίσει θηρίων τῶν πρωΐας ὥρας ὀνομασθῆναι δυσκληδονίστων· ὅθεν ἀκριβῶς οἴκοι καθείργουσιν αὑτὰς οὐδενὶ τῶν ἀρρένων βλεπομένας· γρᾶες δὲ καὶ θεραπαινίδων ὁ σύμμορφος ὄχλος ἐν κύκλῳ περιεστᾶσι ποικίλοις φαρμάκοις καταφαρμακεύουσαι τὰ δυστυχῆ πρόσωπα· οὐ γὰρ ὕδατος ἀκράτῳ νάματι τὸν ὑπνηλὸν ἀπονιψάμεναι κάρον εὐθὺς ἅπτονται σπουδῆς ἐχομένου τινὸς πράγματος, ἀλλ᾽ αἱ πολλαὶ τῶν διαπασμάτων συνθέσεις τὸν ἀηδῆ τοῦ προσώπου χρῶτα φαιδρύνουσιν, ὡς δὲ ἐπὶ δημοτελοῦς πομπῆς ἄλλο τι ἄλλη τῶν ὑπηρετουσῶν ἐγκεχείρισται, λεκανίδας ἀργυρᾶς καὶ προχόους ἔσοπτρά τε καὶ καθάπερ ἐν φαρμακοπώλου πυξίδων ὄχλον, ἀγγεῖα μεστὰ πολλῆς κακοδαιμονίας, ἐν οἷς ὀδόντων σμηκτικαὶ δυνάμεις ἢ βλέφαρα μελαίνουσα τέχνη προχειρίζεται.

[39] Hvis man hen ad morgenen ser kvinder stå op fra det natlige leje, vil man mene, de var et mere hæsligt dyr end aberne, som det bringer ulykke at nævne ved navn tidligt på dagen. Det er derfor, man er omhyggelig med at spærre dem inde i hjemmet, hvor de ikke bliver set af nogen mand. Gamle koner og en hoben tjenestepiger lige så grimme som de selv står i rundkreds om kvinderne og forsøger med forskelligartede præparater at helbrede deres ulyksalige ansigter. For de kan ikke vaske den søvnige dvale bort med vandets ublandede væld, men må straks give sig i kast med en mere omfattende operation: I stedet skal en mængde pudderblandinger rense den væmmelige hud i ansigtet, og ligesom under et offentligt optog assisterer de forskellige hjælpere med forskellige ting: sølvskåle og kander og spejle og ligesom på apotekerne en hoben dåser, kar fulde af stor djævelskab, hvori de opbevarer tandrensende midler eller kundskab, der gør øjenlågene sorte.

[40] τὸ δὲ πλεῖστον ἀναλίσκει μέρος ἡ πλοκὴ τῶν τριχῶν· αἱ μὲν γὰρ φαρμάκοις ἐρυθαίνειν δυναμένοις πρὸς ἡλίου μεσημβρίαν τοὺς πλοκάμους ἴσα ταῖς τῶν ἐρίων χροιαῖς ξανθῷ μεταβάπτουσιν ἄνθει τὴν ἰδίαν κατακρίνουσαι φύσιν· ὁπόσαις δὲ ἀρκεῖν ἡ μέλαινα χαίτη νομίζεται, τὸν τῶν γεγαμηκότων πλοῦτον εἰς ταύτην ἀναλίσκουσιν ὅλην Ἀραβίαν σχεδὸν ἐκ τῶν τριχῶν ἀποπνέουσαι, σιδηρᾶ τε ὄργανα πυρὸς ἀμβλείᾳ φλογὶ χλιανθέντα βίᾳ τὴν ἑλίκων οὐλότητα διαπλέκει, καὶ περίεργοι μὲν αἱ μέχρι τῶν ὀφρύων ἐφελκυσμέναι κόμαι βραχὺ τῷ μετώπῳ μεταίχμιον ἀφιᾶσιν, σοβαρῶς δὲ ἄχρι τῶν μεταφρένων οἱ ὄπισθεν ἐπισαλεύονται πλόκαμοι.

[40] Mest tid tager plejen af deres hår: Nogle kvinder er utilfreds med deres naturlige udseende og ved hjælp af præparater, der kan gøre håret lige så rødt som middagssolen, vasker de lokkerne med en hvid blomst, ligesom man farver uld. Men de, som mener, det sorte hår er tilstrækkeligt, øder i stedet ægtemændenes formue bort herpå og lader næsten hele Arabien flyde af deres hår, og de lader jern, der er blevet opvarmet ved en svag glød, med vold folde hvirvlende krøller. Det hår, der bliver redt ned mod øjenbrynene, er sirligt og efterlader kun lidt plads på panden, mens lokkerne bagtil flyder højtideligt ned ad ryggen.

[41] καὶ μετὰ τοῦτο ἀνθοβαφῆ πέδιλα τῆς σαρκὸς ἐνδοτέρ