George Hinge
Overgangen fra klassisk latin til vulgærlatin

[home]

[= 3g-opgave, latin, Langkær Gymnasium 1991. I den elektroniske udgave er der kun rettet åbenlyse sprogfejl og indført tekstformateringer, der ikke var mulige i den oprindelige maskinskrevne udgave. Derimod har jeg ladet indholdet stå uforandret, selv om jeg ville have opfattet og formuleret anderledes i dag.]

Forord

Denne fremstilling er delt op i to dele: Første del indeholder en systematisk gennemgang af den udleverede tekst. Anden del er en gennemgang af nogle verbalformer, der til sammen skulle give et billede af dén ordklasses udvikling.
Jeg kan kun beklage de snævre rammer, tiden og pladsen gav mig, og jeg håber en anden gang at få lejlighed til at lave et mere tilbundsgående arbejde på dette område.

Jeg har i videt mulig grad søgt at undgå at benytte mig af en for esoterisk ortografi i min notation af de vulgærlatinske ord, men stræbt imod en så stor lighed som muligt med den klassiske retstavning: véndunt for et måske mere korrekt vεndunt, for eksempel.

En foranstillet asterisk (*) betyder, at ordet er rekonstrueret ud fra former eller ord i andre sprog.
> betyder "bliver til, udvikler sig til".

Vulgærlatinet hos Petron

Indledning

Og sproget skal jo passe til Personen, Petron lader sin figur tale et typisk lavsprog (eller på latin sermo vulgaris. I det følgende vil jeg benytte betegnelsen vulgærlatin for denne form for latin, der, som det skal vise sig, afviger kraftigt fra dét latin, vi normalt støder på i teksterne. Ud over diverse graffiti er romanen Satyricon det eneste sted, hvor vi møder et nogenlunde uforfalsket vulgærlatin. Men nu forholder det sig sådan, at denne sociolekt udgør grundstenen i de senere romanske dialekter (jeg vil hér definere romansk som de latinske aflæggere efter 600 e.v.t.), så det er til en vis grad muligt at rekonstruere sig tilbage til den ved at sammenligne med de nutidige dialekter.

Det nominale system

Dét sammenfald af klassisk latins maskulinum og neutrum, der er så karakteristisk for de romanske nominer [1], finder man i dette uddrag af Petron to steder, nemlig caelus (45.3) for caelum og amphiteater for amphitheatrum (45.6).

Andetsteds i romanen finder man former som fatus, vinus og balneus (og omvendt librum og thesaurum). Og i pompejanske indskrifter finder man tilsvarende cadaver mortuus og hoc locum.

Tilsvarende falder de græske neutrumsord på -ma, pluralis -mata[2] (og andetsteds latinske neutra pluralis[3]) ind under første deklination som femininer. Således kommer stigma til i akkusativ singularis at hedde stigmam (45.9). Da den tysk-romerske kejser Sigismund under kirkemødet i Konstanz 1414 begik samme fejl, da han ville benytte ordet schisma, og derpå agtede at gøre denne knap så klassiske bøjning til lov, udtalte ærkebisp Placentinus de bevingede ord "Caesar non supra grammaticos".

Årsagerne til disse sammenblandinger af kønnene må primært søges i lydudviklingen i vulgærlatin. Det forholdt sig således, at et udlydende -m i flertalsord allerede tidligt i det latinske sprogs udvikling svækkedes for til sidst at forstummes. Dette afspejles i poesien, hvor et m før en vokal elimineres, så det for eksempel hedder quant' et quale latus for quantum et quale latus (Amores, I.5.22). Derved får man disse former i maskulinum og neutrum akkusativ singularis:

Dette system levede videre i de galloromanske substantiver (adjektiverne generaliserede maskulinumsformen for begge de to køn):

Men lydudviklingen gik videre. I store dele af Italien (og i Rumænien) faldt et udlydende -s efterhånden bort (vi ser allerede kimen til dette hos Plautus; Cicero kalder denne uvane subrusticum i Orator, 46.161, jf. endvidere Väänänen, §128 f. f.). Og med sammenfaldet af o og ŭ, e og ĭ faldt også ablativ ind under denne ene form, således at vi italiensk fik universalformerne for singularis, cielo, muro, vechio, forte.

Echion ved nok, at det er fint at huske sit s i slutningen af servo, når det står som subjekt for et verbum, og dette overfører han så til de andre o-stammer (hvorved caelus opstår), og han ved også, at ved ro-stammerne bliver rus til er (hvoraf amphitheater).

Den samme skæbne måtte også schema lide: akkusativerne familiam og schema lød jo ens! Ordene insula og chrisma fik således denne bøjning:

Adjektivernes bøjning harmoniseredes vanligvis med substantivernes, således at Echion lader participiet excellens få formen excellente i neutrum akkusativ singularis (som f.eks. mare).

Pauper, der i klassisk latin bøjes efter tredje deklination, overgår i vulgærlatin ofte til første/anden[4]. Således finder vi hos Petron formen pauperorum (46.1) for pauperum. I italiensk benyttes da også formen povero (hvor det på spansk hedder pobre). Og i en retskrivningsordliste fra omkring 700, der bærer navnet Appendix probi, formanes det, at det hedder "mulier pauper non mulier paupera".

Dies er som regel i klassisk latin maskulinum, men begge de steder, hvor ordet forekommer i Echions monolog, er det femininum (45.4: die festa; 46.2: aliqua die), Man må deraf slutte, at dette køn har været dét, som dies sædvanligvis havde i det folkelige sprog[5]. Men i de fleste nutidige romanske dialekter er aflæggeren af dies maskulinum, om end en ældre femininum kan spore i italiensk domenica "søndag", fransk dimanche (k > tš (skr. ch) foran a). Det er hér fristende at tænke sig en påvirkning fra det næsten homonyme (om end etymologisk ubeslægtede) germanske *daγa-.

Fordelingen af demonstrative pronominer

I latin er der seks demonstrative pronominer, hic, ille, is, iste, ipse, idem. Disse fordeler sig ikke ens i klassisk latin og vulgærlatin. Nedenstående statistik er baseret dels på Cæsar, Commentarii (1.1 - 1.8), og dels Petron, Satyricon (45.2 - 46.8 = Echions replik):

Det er således tydeligt, at det var karakteristisk for den vulgærlatinsktalende at benytte ille, hvor man i klassisk latin have is[6]. Den samme tendens afspejles i de romanske sprog, hvor sporene efter is er særdeles sparsomme, hvorimod ille forekommer i et særdeles rigt udvalg. En hurtig optælling af pronominerne i en arbitrær fransk tekst (Apostlenes gerninger, kap. 1) giver følgende resultat:

Verbalfleksionen

I de romanske sprog er det så godt som ingen spor af de deponente verber[8], og fejl i anvendelsen af deponens er da også ét af de midler, Petron bruger i sin karikatur af de ulærdes sprog. Således finder vi (alle 46.1) formerne argutat (klassisk argutatur, loquere (= loqui) og loquis (= loqueris og omvendt delectaretur (= delectaret).

Hvor mine kilder - uden diskussion - alle definerer loquere i 45.2 som en imperativ efter klassisk mønster, vil jeg med henvisning til de ovennævnte eksempler sætte spørgsmålstegn derved, da det ville medføre en uforklarlig inkonsekvens fra Petrons side. Jeg opfatter i stedet oro te melius loquere som én sætning og oversætter den "jeg må be' dig tale mindre trist".

Participierne af verberne efter tredje konjugation, der i klassisk latin formedes temmelig forskelligartet, blev i vulgærlatin gjort mere regelmæssige. Motus af moveo blev til movutus (> fransk mû), victus af vinco blev til vincitus (> spansk vencido, fransk vaincu). Følgelig måtte Echions futurum participium af det sidstnævnte verbum hedde vinciturum, som vi da også træffer i 45.10.

Den analytiske tendens i ralesprogets syntaks og dens græske påvirkning

Det klassiske latinske sprog var overvejende et syntetisk sprog (hvilken egenskab det har nedarvet fra det fællesindoeuropæiske grundsprog). At et sprog er syntetisk, betyder, at relationerne mellem ordene hovedsageligt defineres ud fra disses former (som de afspejles gennem ændringer ét eller flere steder i ordenes fonetiske struktur), for eksempel ved forskellen mellem disse to latinske sætninger: vir mulierem videt mod virum mulier videt.

Modsætningen til denne sprogtype er den analytiske, hvori der anvendes fænomener som position, adverbielle led og hjælpeverber. På dansk, der nærmest er et analytisk sprog, ville sætningerne lyde: manden ser kvinden og kvinden ser manden).

Et analytisk sprog vil som regel undgå infinitte og absolutte konstruktioner og i stedet udtrykke sig gennem en ny sætning, der enten kan forholde sig parataktisk eller hypotaktisk til hovedsætningen. Nedenstående viser en sammenligning af henholdsvis finitte og infinitte verber i klassisk latin og vulgærlatin (på grundlag af det samme tekstuddrag som i afsnittet med pronominerne). Jeg har under de infinitte verber kun regnet dem, der har en verbal rolle (d.v.s., ikke står adjektivisk til et substantiv, hvad enten det er prædikativt eller attributivt):

De romanske sprog er i syntaktisk henseende på mange måder blevet kraftigt påvirket af græsk [9]. Et par tydelige eksempler på dette er disse udtryk:

Fransk il est trop jeune pour savoir, italiensk è troppo giovane per sapere, spansk es demasiado joven para saber. Disse lader sig lettere aflede af det græske νεώτερός ἐστιν ἢ ὥστω εἰδέναι end af klassisk latin junior est quam ut sciat

Fransk il n'a rien à dire, italiensk non ha nulla da dire, spansk no tiene nada que decir. Disse er sikkert afledt af græsk ουδὲν ἔχει εἰπεῖν snarere end klassisk latin nihil habet, quod dicar.

Én af disse græcismer er trangen til at udskifte akkusativ med infinitiv'er med objektbisætninger (på græsk indledt med ὅτι). Eksemplerne på dette er talrige såvel i Petrons roman som i yngre (for størstedelen kristne) tekster. Fra tekstuddraget har jeg taget følgende eksempler:

Dixi quia mustella comedit (46.4) "jeg fortalte, at væselen åd dem for klassisk latin dixi mustellam edisse. Bemærk i øvrigt, at bisætningen har en perfektum, hvor man måtte forvente en pluskvamperfektum. Der et tale om en sammenblanding med direkte tale (dixi: "mustella edit"). Sammenlign med en dansk sætning som han siger, at han havde ikke gjort det, der ligeledes kendetegner dem "lavere" tale.

Subolfacio quia nobis epulum daturus est Mammea (45.10) "jeg kan lugte, at Mammea vil give os et festmåltid for klassisk latin olfacio Mammeam nobis epulum daturum.

Ut quadringenta impendat non sentiet patrimonium ejus "hans arv kommer ikke til at mærke, at han ødsler en fire hudrede tusinde bort" (45.6) for klassisk latin patrimonium ejus non sentiet eum quadringenta impendere. Når Petron lader Echion indlede denne bisætning med et ut i stedet for et quia, er det vel for at vise en for ulærde, der søger at tale korrekt, almindelig forteelse.

Ordforrådet

De fleste sprog har en række ord, der enten tjener til at give taleren et præg af autoritet eller at få talen til at virke mere hverdagsagtig. Vi kan jo bare tage næsten synonyme ordpar i dansk som årsag / grund, bisætte / begrave, respons / reaktion, naturrigdomme / naturressourcer (idet puristiske dannelser ofte bærer en større autoritet end et populært fremmedord). Nu er dette selvfølgelig set fra det litterære sprogs side (da det jo er en litterær mand, der har digtet dén scene, hvorpå jeg har til opgave at bygge den fremstilling): i et sjak, for eksempel, vil det næppe tjene til højnelse af ens anseelse, om man sagde diskutere eller drøfte i stedet for tale om, snakke om, snarere tværtimod.

I latin findes der en række synonymer, der har dette til hensigt[10]. For eksempel det litterære eller klassiske equus over for det folkelige eller vulgærlatinske caballus. Ikke sådan at de populære ord ikke forekom i skriftsproget eller den lærdes tale, et enkelt et af dem i ny og næ har vel kun frisket talen lidt op, men når det, personen siger, ligefrem præges af de ord, så er det, Petron og hans ligemænd finder det komisk.

Hér er en række af de mest karakteristiske gloser for vulgærlatin, der forekommer i Satyricon 45.2 - 46.6:

jacto "kaste" (45.8) for klass.lat. jacio. Jf. f.eks. fr. jeter. De såkaldte iterativer blev hyppigt brugt i den jævne tale. Andre eksempler er canto for cano, adjuto for adjuvo[11].

subolfacio "lugte" (45.10) for klass.lat. olfacio. Ligeledes sufflo "puste" (45.11) for klass.lat. flo (> fr. souffler). Overdreven brug af præverbier kendetegner tillige vulgærlatin.

comedo "spise, æde" (46.4) for klass.lat. edo er vel oprindelig snarest et oversættelseslån fra græsk συνεσθίω. Ordet findes kun overleveret i spansk og portugisisk, hvor det hedder comer.[12]

occido "dræbe" (45.11; 46.4) for klass.lat. interficio (>. ital. uccidere)[13]. I i hvert fald ældre dansk har der bestået samme forskel mellem ordene at dræbe og at ombringe, men nu er det første det almindelige.

casula "hytte" (46.2) for klass.lat. casa. I de romanske sprog er det den klassiske form, der overlever. Hertil også carduelis "finke" (hér cardelis, 46.4) for klass.lat. cardo eller carduus (> ital. cardello). Brugen af diminutiver var langt hyppigere i talesproget end i den høje stil.[14] Sammenlign auriculus "øre" for auris, aucellus "fugl" for avis.

ambulo "gå, gå omkring" for klass.lat. eo (> vulg.lat. *anlare > fr. aller, sp. andar). Især i fransk har former af ambulo været brugt til at supplere verbet eo over alt, hvor formerne af dette havde en tryksvag stamme (for eksempel *vadétis > *anlátis > fr. allez).[15]

manduco "spise" (46.2) for klass.lat. edo (> ital. manducare, fr. manger).[16]

*disparpallio "sprede" (her disparpallo, 46.2) for klass.lat. spargo eller dispargo (> sp. desparpajar; sammenlign ital. sparpagliare, fr. éparpiller). Måske en sammenblanding af dispargo og et *paleo > *pal(l)io, dannet på substantivet palea "avn".[17]

tertiarius "tredje; tredjemand, udskifter" (45.11) for klass.lat. tertius (udskifteren hed normalt suppositicius). I vulgærlatin dannedes ordinaltallene for "1" og "3" således: *primárius og *tertsárius. Heraf kommer spansk primero og tercero, fransk premier (de italienske former primo og terzo hidrører dog fra de almindelige klassiske former).[18]

argutor "snakke" (hér argutor, 45.13) for klass.lat. arguo (> fr. arguer, j'argue, oldsp. argudar). Ordet er et såkaldt denominativum af adjektivet argutus, der egentlig er en ppp. til arguo.[19]

nervia (neutrum plur.) "sene, nerve" (45.11) for klass.lat. nervus (begge former lever videre i romansk: sp. nervio, men fr. nerf).[20]

calx i betydningen "fodtrin" (46.5) for klass.lat. gradus eller vestigium (> ital. calcio, sp. coz, fr. chaussure "sko").[21]

Folkesprogets vid avler altid sin egen kraftfulde jargon. Også den latinske slang er repræsenteret i vort tekstuddrag. En del af de ord, vi finder hér, er aldrig nedskrevet andetsteds!

caldicerebrius "påhitsom", af calidus "varm" og cerebrum "hjerne" (45.5). I Dares Phrygius' De excidio Trojae historia forekommer der (16.21) begrebet cerebro calido, og i fransk har man et lignende cerveau brûlé.[22]

mixcix "én der gør noget halvt" (45.5). Sikkert dannet på ppp.'et mixtus "blandet". Sammenlign misticius "halv-" (> fr. métis "krydset; bastard, hybrid").

amasiunculus "kasanova" (45.7). Af (vulgærlatin) amasius "elsker" (således hos Plautus).

burdubasta "lam gladiator" (45.11). Af burdus eller burdo "muldyr" og bastum "stav, stok".[23]

loripes "halt" (45.11). Af lorum "rem" og pes.

cicaro "knægt" (46.3). Af cicer "ært".

Et vue over udviklingen af det latinske verbalsystem
fra klassisk tid til de romanske sprogs æra

Dette vil på ingen måde giver sig ud for at være tilnærmelsesvis en fuldstændig skildring af, hvorledes den latinske konjugation artede sig fra oldtid til nutid. Jeg søger blot at skabe et billede af, i hvilken retning udviklingen gik.

Jeg har delt denne opgave op i tre dele: Præsens indikativ aktiv, perfektum indikativ aktiv og de perifrastiske former (for futurum og for former i perfektumsystemet). Jeg følger disse formers udvikling i de fire konjugationer fra klassisk latin over et rekonstrueret vulgærlatin til italiensk, spansk og fransk.

Præsens indikativ aktiv

Første konjugation

Første konjugation (de såkaldte a-stammer) er den bøjningstype med den største frekvens, i og med de fleste nydannede verber bøjedes derefter. Det er som regel også den mest konservative.

Dens bøjning er bedst bevaret i spansk, hvorimod italiensk og fransk har en innovation i 1. person pluralis, som man afleder af henholdsvis præsens konjunktiv og præsens indikativ af verbet sum, nemlig *siámus og *sómus. Endelsen for 2. person singularis er i italiensk omdannet efter anden og tredje konjugation. Således udviklede bøjningen sig:[24]

Anden og tredje konjugation

Eftersom disse to bøjningsgrupper i præsens faldt fuldstændig sammen[25], kaldes de under ét i romansk anden konjugation, hvor den latinske fjerde konjugation blev til den romanske tredje.

I singularis blev det endelserne fra den gamle tredje konjugation, der sejrede. 3. person singularis toges i spansk fra anden, i italiensk fra tredje. I de fleste verber veg tredje bøjnings endelser for 1. og 2. person singularis fra andens. I rumænsk forholdt det sig omvendt, i fransk generaliseredes endelserne fra første konjugation, og i italiensk fik 1. person pluralis samme endelse som i første bøjning:

Fjerde konjugation

Normalt udviklede den klassiske fjerde konjugation sig nogenlunde forudsigeligt. I italiensk skiftedes endelsen ud som i de andre konjugationer i 1. person pluralis, i fransk i 1. og 2. person pluralis. I spansk blev *-iunt til *-int (og 2. person singularis fik samme form som i anden/tredje bøjning):

Dog fik en række af verberne fra denne konjugation i italiensk og fransk en ny bøjning, idet det inkoative infiks -sc- blev skudt ind mellem stammen og en endelse efter anden/tredje bøjning, i italiensk i alle andre personer end 1. og 2. person pluralis, i fransk over hele præsens:

Perfektum indikativ aktiv

Første konjugation

Hvor trykket i oldlatin altid faldt på første stavelse (hvilket gjorde lydudviklinger som *ádcausso > *ádcūsso > accū´so mulige), så skiftede accenten over på tredjesidste stavelse et par århundrede f.v.t. for til sidst, hvor pænultimaen enten af natur eller position var lang, at falde på denne.

Kontraktionen af perfekterne i første konjugation (og fjerde) må være forgået i perioden umiddelbart inden det sidste accentskifte, for ellers ville den fonetisk set være umulig at forklare. For eksempel *amávisse > amásse : amavísse.

Tillige i de klassiske tekster forekom der ikke sjældent kontraherede former, om end Cicero skriver derom, Orator, 157[26], plenum verbum recte dici, imminutum usitate "det fulde ord er korrekt, det forkortede sædvanligt".

Således lød formerne i første konjugation i vulgærlatin og romansk:

Anden og tredje konjugation

Verberne efter anden konjugation fik i klassisk tid som hovedregel et -u- skudt ind mellem roden (ikke stammen) og endelsen, hvor verberne efter tredje dannedes på mangfoldig vis (det mest hyppige var intet at indskyde eller i det mindste et enkelt -s-, hvis oprindelse sandsynligvis hænger sammen med den græske sigmatiske aorist).

Hvor de fleste romanske dialekter bevarede disse former - mutatis mutandis - uændret, så skiftede trykket i galloromansk i ordene med et u-infiks over på u'et under påvirkning fra fúi, for eksempel *sápui > *sapúi:

Fjerde konjugation

Perfektums endelser

Hvor klassisk latin havde endelsen -ērunt i 3. person pluralis ved en sammenblanding af -ēre og -ĕrunt[30], havde romansk det etymologisk set mere korrekte *-ĕrunt, hvorfor trykket i denne form i vulgærlatin kom til at falde en tak længere tilbage.

1. person pluralis havde i vulgærlatin (i hvert fald i de varianter deraf, som lå til grund for italiensk og fransk) endelsen *-immus. Det forklares som et middel til at skelne perfektumsformerne fra dem i præsens[31], men jeg tænker egentlig på, om der skal ligge et oldlatinsk *-ismos til grund, med et -is- som i -istis, -istis, -isont > -erunt, -isse etc.

De perifrastiske former

Perifrastiske futura

Efterhånden svandt brugen af den futurum, der siden italisk tid havde været brugt i det latinske sprog. Årsagerne til den klassiske futurums svigtende succes må sandsynligvis søges i dens forskelligartede bøjning. Første konjugations cantabit blev med det regelmæssige -b- > -v- til cantavit, hvilket er den form, som der også var - inden kontraktionen - i perfektum. Og tredje konjugations former faldt sammen med præsens'.

På Petrons tid var den dog åbenbart stadig i brug i talesproget, selv om den trængtes tilbage af perifrastiske former som cantaturus est (faktisk forekomer futurum participium fem gange i Echions tale, hvoraf kun én af disse benyttes i en futurum infinitiv.

Siden dukkede konstruktioner som cantare volo (> rumænsk cînta voi) eller cantare debeo (> sardisk depo kantare) op.[32] Som en uafhængigt heraf dannet parallel kan nævnes dansk jeg vil / skal synge, svensk jag skall sjunga.

De øvrige romanske dialekter tog omkring 300 e.v.t. en ny og anderledes form op. Det drejer sig om en græcisme dannet efter former som ἔχω εἰπεῖν.[33] Således kom cantabo til at hedde cantare habeo, for eksempel i en graffiti i Rom fra 700:[34] cod estis fui et quod sum essere habetis "hvad I er, det var jeg, og hvad jeg er, det vil I blive". Og i Fredegarii chronica fra omkring 600 fortælles der denne morsomme anekdote: Et ille [= rex Persarum] respondebat: Non dabo. Justinianus dicebat: Daras (ud over at være en vulgær form for dabis var Daras nemlig også navnet på stedet, hvor de var).[35]

Formerne for denne ny futurum udviklede sig således:

I oblik tale blev også denne futurum bøjet i tider, for eksempel dicebam, quia venire habebat og dixi, quia venire habuit. Disse former overtog imperfektum konjunktivs funktion med at angive det potentiale ved betingelsesbisætninger (si hic erat, cantare habebam):

Det perifrastiske perfektumsystem

På Petrons tid stod perfektumsystemet tilsyneladende stadig (i hvert fald rent morfologisk). Nuvel, formerne var som regel kontraherede, men det var genetisk set mutationerne til trods de samme former, som havde tjent det latinske sprog i århundreder.

Pluskvamperfektum indikativ og pluskvamperfektum konjunktiv blev i vulgærlatin ofte benyttet i imperfektums sted. I spansk og portugisisk bruges de begge som imperfekta konjunktiv, hvor det kun er den anden, der bliver det i italiensk og fransk. I udtalen faldt futurum eksaktum og perfektum konjunktiv sammen med hinanden og med imperfektiv konjunktiv, hvorfor deres anvendelse besværliggjordes og derfor begrænsedes.

På et eller andet tidspunkt i vulgærlatinens historie, var der med det græske ἔχω γεγραμμένον som forbillede[36] blevet skabt konstruktionen scriptum habeo. Denne blev hurtigt produktiv i bestræbelserne på at få ryddet op i det fallerede perfektumsystem, hvorved disse former opstod:

[1] Väänänen, § 214.

[2] Väänänen, § 218.

[3] Väänänen, § 215.

[4] Väänänen, § 234.

[5] Jf. Matteo Batteoli, Grundzüge der Romanischen Sprachen, §§ 5.I, 9.I (i Zur Entstehung der Romanischen Sprachen, ss. 123-162).

[6] Väänänen, §§ 273, 274.

[7] hic = (ubetonet) ce (< *ecce-hoc); ille = il, ils, elle, elles, le, la, les, celui, celle, ceux (c- < ecce); iste = ce(t), cette, ces (< ecce-iste); ipse = même (< *met-ipsimus).

[8] Väänänen, § 294.

[9] Coseriu, 4.3.

[10] Väänänen, §§ 142 162.

[11] Väänänen, § 160.

[12] Coseriu, 5.2.

[13] Väänänen, §149; Stefenelli, s. 90.

[14] Väänänen, §162; Stefenelli, s. 100.

[15] Väänänen, §141; Togeby, § 161, 4.

[16] Väänänen, §142.

[17] Stefenelli, s. 96 ff.

[18] Stefenelli, s. 92.

[19] Stefenelli, s. 93 f.

[20] Stefenelli, s. 93.

[21] Stefenelli, s. 103.

[22] Martin S. Smiths udgave af Cena Trimalchionis, s. 115.

[23] Stefenelli, s. 91 f.

[24] Togeby, § 157.

[25] Väänänen, §316; Togeby, § 159.

[26] Väänänen, §333,

[27] Meillet, §§ 399 - 404.

[28] Togeby, § 169.

[29] Väänänen, § 333.

[30] Meillet, § 524.

[31] Togeby, § 168.

[32] Initiation, s. 173.

[33] Coseriu, 4.1.

[34] Initiation, s. 173.

[35] Väänänen, § 303.

[36] Coseriu, 4.1.

Litteratur

Initiation = Inititation au système de la langue latine ved Pierre Bouet, Danielle Conso og François Kerlouegan, 1975.

Väänänen = Väänänen, Veikko, Introduction au Latin vulgaire, Paris, 1967.

Meillet = Meillet, A., og Vendryes, J., Traité de grammaire comparée des langues classiques, 4. udg., Paris 1968.

Palmer = Palmer, L. R., The Latin Language, London, 1974 <3. udg.>.

Coseriu = Coseriu, Eugenio, Der griechische Einfluß auf das Vulgärletein. I: Zur Entstehung der romanischen Sprachen, 1978.

Stefenelli = Stefenelli, Arnulf, Die Volkssprache im Werk des Petron, Stuttgart, 1962.

Togeby = Togeby, Knud, Précis historique de grammaire française, København, 1973, (genoptr.) 1979.

Andre kilder:

Petronii Arbitri Cena Trimalchionis, ved Martin S. Smith, Oxford, 1975.

Petronius, Festen hos Trimalchio, overs. af H. H. Ørberg, 1986.

Petronius, Satyricon, overs. af Knud Schwanenflügel, 1945.

Reichenkron, Günter, Historische latein-altromanische Grammatik, I. Teil, Einleitung. Das sogenannte Vulgärlatein und das Wesen der Romanisierung, 1965.

Väänänen, Veikko, Le latin vulgaire des inscriptions pompéiennes, Berlin, 1966.

Gorosch, Max, og Goulard, Matilde, Spansk grammatik, Stockholm, 1966.

Petronius, Satyricon 45-46